Nyhedsbrev maj 2024

NYHEDSBREV MAJ 2024: SÅ ER DER IGEN UDDANNELSER I BELASTNINGSPSYKOLOGI

Hvor har jeg glædet mig til at kunne dele den gode nyhed, at det nu igen er muligt at tage en uddannelse i belastningspsykologi – der er både en til ledere og en til arbejdsmiljøorganisationen. Begge uddannelser er bygget op som blended learning og består i en kombination af digitale forberedelseskurser, internatmoduler med sociale aktiviteter, masser af erfaringsudveksling, løbende hjemmeopgaver og implementeringsmoduler, hvor der skal eksperimenteres med handlingsplanens prøvehandlinger.

Begge uddannelser slutter med et uformelt netværksmøde, hvor vi – over et glas bobler – skal dele endnu flere erfaringer og lære at grine af både de stolte sejre og lærerige maveplaskere, der ufravigeligt opstår, når man skal lære noget nyt. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er noget for dig, kan du – gerne sammen med en lederkollega eller de andre i arbejdsmiljøorganisationen – begynde med vores halve dags supplerende arbejdsmiljøuddannelse 29. august 2024.

Uddannelserne afholdes i et samarbejde med LearnX og foregår i første omgang i København, men sig endelig til, hvis der også er interesse for uddannelsestilbud vest for Storebælt.

Du kan blive klogere på uddannelserne i dette nyhedsbrev, hvor du også kan læse om instituttets tur til Norge, se en film om det klassiske dilemma, der går på, hvordan man vægter omsorgen for den enkelte overfor hensynet til de mange, blive glad over en god nyhed fra Fængselsforbundet, ligesom du endelig kan møde endnu en af instituttets konsulenter.

God læse- og kiggelyst,

Rikke og resten af holdet i Institut for Belastningspsykologi

Uddannelser i belastningspsykologi

En grundlæggende viden og bevidsthed om, hvad der mentalt gør særligt indtryk, og dermed potentielt belaster, er den bedste proaktive forebyggelse, der findes. Punktum. Vi skal vide, hvordan vi både som individer og grupper reagerer på belastninger og ikke mindst, hvad man konkret kan gøre for at forebygge, at belastninger ender i udbrændthed, omsorgstræthed, forråelse, traumatisering, sygefravær og i værste fald arbejdsskader og tab af arbejdsevne.

Vores råd er derfor: Skænk dig selv en kop kaffe eller et glas limonade og find 10 minutter til at orientere dig i vores forskellige uddannelsestilbud. De retter sig mod alle fagfolk med et psykisk krævende job på tværs af fag. Uddannelserne tilbyder viden, inspiration og konkrete værktøjer og ikke mindst – at blive en del af et socialt og fagligt netværk af fagfolk, der ønsker at løfte det psykiske arbejdsmiljøarbejde op på næste niveau.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er noget for dig, kan du som nævnt i indledningen begynde med vores halve dags supplerende arbejdsmiljøuddannelse den 29. august 2024.

Belastningspsykologien var på arbejde i Norge

Konferencen ”Når jobben blir for mye” i Oslo den 18. og 19. marts blev en stor succes med omkring 700 deltagere. Som lederen af Unio, Ragnhild Lied, sagde: ”Nu blæser der en psykosocial vind over Norge”. Det var fantastisk at møde vores norske kolleger fra sundheds- og omsorgsvæsen, fra kommuner, NAV m.fl.

Vi følte os utrolig godt modtaget, og er glade for, at vi på trods af forskellige sprog, forstår hinanden så godt. I sidste ende har vi langt mere til fælles, end vi er forskellige. Vi har de samme udfordringer, de samme overvejelser og de samme visioner om at gøre det psykiske arbejdsmiljø til et fælles anliggende.

Instituttets tur til Oslo 2024 begyndte på Den danske Ambassade i Oslo, hvor vi var inviteret til et møde i forbindelse med udenrigsministeriets Scope your Business Model (SBM) program. SBM er et program, som hjælper små og mellemstore private virksomheder med at entrere nye markeder.

Vi er meget taknemmelige for at blive del af dette program.

Forebyggelseshuset bygges i Norge

Det er nu meget tæt på, at vores gør-det-selv kursusunivers – også kaldet FOREBYGGELSESHUSET – er færdigt på norsk.

Følg med og se mere på vores nye norskesite, som I er velkomne til at dele med norske venner og kolleger.

Et klassisk dilemma

Hvordan vægter man omsorgen for den enkelte overfor hensynet til de mange? Det er et klassisk dilemma på nærmest alle arbejdspladser. Og et dilemma er ikke det samme som et problem. Et problem kan man for det meste finde løsninger på. Et dilemma kan man som sådant ikke løse eller fjerne. Et dilemma skal håndteres.

Nysgerrig – så kig med på denne lille film på 12 minutter, hvor kommunikationsansvarlig og journalist Thomas Garlov og Rikke Høgsted taler om emnet. Filmen er produceret af Dansk Sygeplejeråds Lederforening.

Sygefraværet falder i landets fængsler

Selvom sygefraværet blandt fængselsbetjentene fortsat er dobbelt så højt som for øvrige statsansatte, går det nu i den rigtige retning. Fra 2022 til 2023 er landsgennemsnittet for sygedage nemlig faldet fra 23,7 til 20,4 fremgår det af et nyhedsbrev fra Fængselsforbundet.

Tallene kan dog, som det også fremgår af artiklen, være positivt påvirket af, at Kriminalforsorgen ændrede opgørelsesmetoden 1. november 2023, så man nu regner sygedagene i faktiske timer i stedet for kalenderdage. Men det handler også om et solidt, strategisk arbejde med det psykiske arbejdsmiljø, som vi i Institut for Belastningspsykologi er glade for at bidrage til.

Ansigter på Instituttet: Fra soldat i international tjeneste over ambulanceredder til psykolog

Lars Andersen har mere end 20 års erfaring med at hjælpe mennesker, når de enten fysisk eller mentalt er kommet til skade. Først som del af Forsvarets sanitetstjeneste. Bagefter som ambulanceredder og siden 2016 nu også som psykolog.

“Min årelange erfaring har grundlæggende givet mig en ro i situationer, hvor jeg kan været presset. Men også en større forståelse for, hvorfor vi mennesker – under pres – reagerer som vi gør, og på en gang kan være meget forskellige og samtidig meget ens”.

“Min største faglige succes, på det fysiologiske område, har klart været at genoplive mennesker i min tid som ambulanceredder. På det mentale område, har det været at opleve, hvor stor en betydning, det kan have for både veteraner og pårørende, at genbesøge ens missionsområde. Jeg var i april i år på min 3. tur til Kosovo som frivillig psykolog.”

Lars har gennem en årrække været supervisor i Kriminalforsorgen, og er blandt de af instituttets konsulenter, der ofte er ude og undervise fængselsansatte.

Book kursusdemo

Med en demo får du mulighed for at se nærmere på de forskellige digitale gruppekurser, som er en del af FOREBYGGELSESHUSET.

Afspil video