Kære læser
Noget er i bevægelse i velfærden. Det mærker vi mange steder i vores arbejde – i dialoger med medarbejdere og ledere på tværs af arbejdspladser. Vi hører om stigende pres, sværere prioriteringer og en oplevelse af, at det ikke længere er muligt at levere den kvalitet, man fagligt gerne vil stå på mål for.
En formulering, vi ofte møder, er: Man ved, hvad der er det rigtige at gøre – men har ikke mulighed for at gøre det. Det er her, moralsk stress opstår. Og det gælder ikke kun medarbejdere – vi møder det i stigende grad også hos ledere.
I vores arbejde står det tydeligt, at vi befinder os i en forventningskrise. En uafstemthed mellem det, der forventes – og det, der reelt er muligt. Når den ikke håndteres i fællesskab, flytter den sig ind i praksis, hvor den enkelte må få det til at hænge sammen. Det er en udvikling, vi er bekymrede for.
Samtidig træder et mere grundlæggende lag frem. Det handler ikke kun om organisering og ressourcer, men også om at skulle stå i begrænsninger og i tab – og i situationer, hvor ikke alt kan lade sig gøre. Hvad gør det ved os? Og hvad kræver det af os?
I dette nyhedsbrev ser vi på forventningskrisen fra flere vinkler. Susanne Ekman – antropolog, lektor og forfatter til “Giftig gæld og udpint velfærd” – peger på de dynamikker i systemet, der opbygger et pres af forventninger, som ikke kan indfries. Hun er desuden snart aktuel med en ny bog om forventningskrisen i velfærdsstaten.
Malene Friis Andersen – ph.d. og organisationspsykolog – sætter ord på, hvad det betyder i praksis, når medarbejdere og ledere står med den opgave at få det umulige til at hænge sammen.
Du kan også læse et interview med Rikke Brokøb Ølholm Petersen, Enhedsleder i Danmarks Fængsler, som deler sine erfaringer som leder i en hverdag præget af forventningskrisen – blandt andet med afsæt i et oplæg om forventningskrisen af Rikke Høgsted på Dansk Sygeplejeråds lederkonference.
Og i artiklen “Når det umulige bliver en del af opgaven – og et fælles ansvar” folder vi selv det mere grundlæggende spørgsmål ud: Hvad gør det ved vores arbejde – og ved os – når det, der ikke kan lade sig gøre, alligevel er noget, vi skal håndtere hver dag?
I Månedens Forebyggerværktøj sætter vi fokus på prioritering som et vilkår, og på hvordan tab og gevinster hænger uløseligt sammen. Vi introducerer en øvelse, der skaber et fælles sprog for de positioner, man kan befinde sig i, når noget går tabt i arbejdet.
Mange hilsner
Fra alle os i Institut for Belastningspsykologi
Hvad sker der, når det, der ikke kan lade sig gøre, alligevel er noget, medarbejdere og ledere skal håndtere hver dag? Læs med i denne artikel, hvor stifter af Institut for Belastningspsykologi, Rikke Høgsted, sætter ord på den forventningskrise, vi befinder os midt i. Hvad gør den ved vores arbejde – og ved os – og hvordan håndterer vi den?
Hvordan er vi havnet i en situation, hvor forventningerne til velfærden vokser hurtigere, end systemet kan følge med? Læs med her, hvor antropolog og lektor Susanne Ekman sætter ord på den “giftige gæld”, der opstår, når vi bliver ved med at love mere, end der reelt kan leveres.
Hvad sker der med medarbejdere og ledere, når de igen og igen skal få det umulige til at hænge sammen i praksis? Læs med her, hvor organisationspsykolog Malene Friis Andersen sætter ord på skyggearbejde, moralsk stress og de konsekvenser, der opstår, når strukturelle problemer ender hos den enkelte.
Hvordan ser forventningskrisen ud, når man står midt i den som medarbejder eller leder? Læs med her, hvor Rikke Brokøb Ølholm Petersen, enhedsleder i Danmarks Fængsler, sætter ord på den afmagt, der kan opstå, og på behovet for at tale åbent om et pres, som ikke må ende hos den enkelte.
Hvordan skaber man et fælles sprog for det, der går tabt, når rammer og muligheder ændrer sig? Her får du en øvelse, der sætter fokus på de forskellige positioner, vi bevæger os i, når noget ikke længere er muligt – og på, hvordan forskelle i perspektiv kan påvirke samarbejde, belastning og oplevelsen af mening.
Med en demo får du mulighed for at se nærmere på de forskellige digitale gruppekurser, som er en del af FOREBYGGELSESHUSET.
Så del dette nyhedsbrev med dem og sig, at de nemt kan tilmelde sig ved at klikke her.
Forventningskrisen omhandler det voksende misforhold mellem det, der forventes af velfærden, og det, der faktisk er muligt at levere i praksis. Medarbejdere og ledere ved ofte godt, hvad der er det rigtige at gøre, men mangler tid, ressourcer eller handlemuligheder. Når dette gab bliver for stort, kan det sætte sig i arbejdslivet.
Forventningskrisen bliver særligt stor, når misforholdet mellem krav og muligheder bliver gjort til den enkeltes ansvar. Så opstår der let afmagt, skyldfølelse og et konstant pres for at kompensere for noget, man ikke selv er herre over. Det slider både fagligt, menneskeligt og organisatorisk.
Moralsk stress opstår, når man ved, hvad der burde gøres, men ikke har mulighed for at gøre det. Forventningskrisen skaber netop den type situationer, fordi kravene fortsætter, selv når rammerne ikke gør det muligt at levere den ønskede kvalitet. Derfor hænger de to ting tæt sammen.
Nej, ledere rammes også. Mange ledere står midt i spændet mellem politiske, organisatoriske og menneskelige forventninger og skal få noget til at hænge sammen, som i praksis ikke hænger sammen. Derfor er forventningskrisen ikke kun et medarbejderproblem, men et fælles udfordring, som skal løftes sammen.
Man kan ikke løse den alene som individ. Første skridt er at få sat ord på den og skabe et fælles sprog for de prioriteringer, tab og dilemmaer, som arbejdet rummer. Det gør det lettere at tage fælles ansvar for det, der faktisk kan løses — og det, der ikke kan.
English