Månedens forebyggerværktøj: Prioritering og forandringer indebærer tab
Når vi prioriterer i arbejdet, medfører det forandringer. Noget bliver muligt, mens noget andet må træde i baggrunden. Prioriteringer rummer derfor altid både gevinster og tab. Og tab er – også i arbejdslivet – forbundet med noget, vi normalt kun bruger om større livsbegivenheder: sorg.
Ja, det er et stort ord. Vi forbinder det ofte med tab af mennesker. Men i en bredere forstand dækker sorg over den reaktion, der opstår, når noget, der har betydning, forsvinder eller forandres. I arbejdet kan det fx være:
- tab af tid til kerneopgaven
- tab af kvalitet eller faglig standard
- tab af relationer og nærvær
- tab af indflydelse eller overblik
- tab af mening eller oplevelsen af at gøre en forskel
- tab af faglig identitet eller professionsidentitet
I en forventningskrise bliver disse tab særligt tydelige. For når det ikke længere er muligt at levere det, man fagligt finder rigtigt, bliver prioritering ikke kun et spørgsmål om valg – men også om afkald.
Tre positioner i arbejdet med tab
Modellen sorgens flow peger på, at vi ofte bevæger os mellem tre positioner, når vi står i tab:
1. Hvad har jeg mistet? Her er fokus er på det, der ikke længere er muligt.
Fx: “Nu kan vi ikke længere nå den samme kvalitet som før” eller “vi har mistet tiden til de grundige samtaler”.
2. Hvad har jeg tilbage? Her er fokus er på det, der stadig fungerer.
Fx: “Ja, men så er det godt, at vi stadig kan…” eller “I det mindste har vi stadig…”
3. Hvad vil jeg bruge det til? Her er fokus er på handling og fremdrift.
Fx: “Det betyder, at vi må gøre det sådan her fremover” eller: “Hvor er det godt at … ”.
De fleste er i begyndelsen optagede af det, der er gået tabt. Senere kan blikket i højere grad rette sig mod det, der stadig er der – og hvad det kan bruges til. Bevægelsen er ikke lineær. Vi hopper frem og tilbage mellem positionerne – fra situation til situation, fra dag til dag og over tid. Men i grove træk bevæger mange sig fra det første spørgsmål, over det næste, til det tredje.
Det er et vilkår i arbejdet. Og det er ofte her, misforståelser opstår. Mens nogle er optaget af det, der er mistet, er andre allerede i gang med at få det, der er tilbage, til at fungere. Det er også her, det let går skævt, når vi som kolleger eller ledere vil støtte.
I et oprigtigt ønske om at hjælpe begynder vi at pege på det, der stadig er tilbage, eller på det, der kan lade sig gøre fremadrettet:
“Ja, men det gode er jo, at…”
“I det mindste har vi stadig…”
“Så må vi jo finde en måde at få det til at fungere på…”
Intentionen er god. Men hvis det sker, mens den anden stadig er optaget af det, der er mistet, kan det opleves, som om det væsentlige bliver overset eller gjort mindre.
Konsekvensen kan være, at den, der står i tabet, ikke får mulighed for at være i det, der faktisk er på spil – og dermed heller ikke kan bevæge sig videre. Det, der skulle bæres i fællesskab, bliver i stedet noget, den enkelte står alene med.
Det er ikke et spørgsmål om rigtigt eller forkert, men om timing.
I en hverdag præget af prioriteringer og forventningspres er det netop denne forskydning, der kan være med til at øge belastningen – og i sidste ende bidrage til moralsk stress.
Perspektiv
Man kan også forstå det som en forskydning i forandringsprocessen. I forandringsledelse bruges ofte billedet af et tog, der kører gennem en mørk tunnel.
Ledelsen sidder forrest og kører først ind i mørket. Her får de tid til at orientere sig, analysere situationen og finde en retning. Når de igen ser lys og begynder at formulere en plan, er mange medarbejdere stadig længere tilbage i toget – og befinder sig netop dér, hvor det er mørkest.
Det betyder, at man ikke kun kan være forskellige steder i forhold til opgaven, men også i forhold til selve forandringen. Nogle er optaget af det, der er gået tabt, mens andre er optaget af det, der skal fungere fremadrettet.
Set i lyset af sorgens flow er det ikke et problem, der skal løses, men et vilkår, der må forstås. Bevægelsen fra det, der er mistet, til det, der er tilbage, og videre til det, vi vil bruge det til, kan ikke forceres – og sker sjældent i samme tempo.