Malene Friis Andersen – medarbejderne og konsekvenserne

Når forventninger og vilkår ikke hænger sammen i velfærden, stopper problemet ikke ved systemniveauet. Det fortsætter ind i hverdagen hos de fagprofessionelle, der skal få det hele til at fungere.

Det er her, Malene Friis Andersen retter blikket. Som ph.d. og organisationspsykolog har hun gennem mange år beskæftiget sig med arbejdsliv og belastninger i velfærdsfagene – senest i bogen “Det kunne være så godt”, hvor hun undersøger, hvorfor det så ofte ikke bliver det. Hun peger på, at mange medarbejdere i dag oplever et stigende pres, hvor de ikke kan levere den kvalitet, de fagligt mener er nødvendig. Ikke fordi de mangler kompetencer – men fordi rammerne ikke giver mulighed for det.

I den situation sker der noget karakteristisk. Medarbejderne begynder at kompensere.

“Der er ikke nogen, der beder medarbejderne om at lave skyggearbejde – men det er vanskeligt at lade være,”

– Malene Friis Andersen

Det, hun kalder skyggearbejde, dækker over de ekstra indsatser, medarbejdere yder ud over det, der formelt er muligt – og ofte uden at det er synligt for ledelse og organisation. Det kan være små forskydninger: at blive lidt længere, tage en ekstra samtale, springe pausen over. Men det kan også være større ting – at være tilgængelig uden for arbejdstid eller påtage sig opgaver, der egentlig ligger uden for ens ansvar.

Ifølge Malene Friis Andersen bliver det nogle gange forstået som et spørgsmål om grænsesætning. Men den forklaring rækker ikke langt nok. Det handler i høj grad om faglighed og ansvar – og om en oplevelse af, at der ikke er nogen andre, der griber opgaven, hvis man selv slipper den.

Konsekvensen er, at et strukturelt problem gradvist bliver gjort til et individuelt anliggende. Når medarbejdere forsøger at få det umulige til at hænge sammen, bliver det mindre synligt, at opgaven faktisk ikke kan løses inden for de givne rammer. Det øger belastningen markant.

“Man ved, hvad der er fagligt rigtigt – men har ikke mulighed for at handle på det,”

– Malene Friis Andersen

Her opstår det, der kan beskrives som moralsk stress. En belastning, der ikke kun handler om travlhed, men om at blive sat i situationer, hvor man igen og igen må gå på kompromis med sin faglighed. Hvis det bliver et gennemgående vilkår, peger hun på, at risikoen ikke kun er øget stress, men også resignation og frafald. Og dermed en svækkelse af selve fundamentet for velfærdsopgaven.

Alternativet ligger ikke i, at den enkelte medarbejder skal blive bedre til at sige fra. Det handler snarere om at flytte ansvaret tilbage i fællesskabet. Ifølge Malene Friis Andersen kræver det et tydeligere sprog for, hvad der skaber værdi – og hvad der må vælges fra. Og ikke mindst rum for at dele tvivl og dilemmaer, så de ikke ender som individuelle belastninger. Og sidst men mindst handler det også om at lede op af og insistere på en tydelig forventningsafstemning med de borgere eller patienter, som man skal tage hånd om: Hvad er muligt – og hvad er ikke muligt inden for rammerne.

Læs vores nyhedsbrev om forventningskrisen her.