Susanne Ekman – systemet og den giftige gæld

Vi taler ofte om løsningen på presset velfærd som et spørgsmål om at tildele flere ressourcer. Men ifølge Susanne Ekman er der noget mere grundlæggende på spil: Vi har opbygget et system af støt voksende forventninger, som ikke kan indfries.

Som antropolog og lektor har hun i en årrække beskæftiget sig med, hvordan styringsformer og forventninger former arbejdet i velfærdsorganisationer. I hendes seneste bog “Giftig gæld og udpint velfærd – om udpiningen af den offentlige sektor og gældens destruktive dynamik” sætter hun ord på en udvikling, hun ser på tværs af sektorer. Senere på året udgiver hun en ny bog med titlen “Forventningskrise i velfærdsstaten”, der udkommer på Hans Reitzels Forlag.

Hun beskriver det som en form for “giftig gæld”. Et system, hvor vi igen og igen lover forbedringer – mere kvalitet, hurtigere hjælp, bedre service – uden at de økonomiske og især de menneskelige ressourcer kan følge med. Resultatet er, at løfterne kun kan holdes i live ved at give nye løfter. Det begynder at ligne et pyramidespil.

“Det er et system, hvor man lover guld og grønne skove – men hvor gevinsten ikke kan indfries,”
– Susanne Ekman

Problemet er ikke, at nogen bevidst forsøger at skabe det. Tværtimod. Dynamikken opstår, fordi det er svært at sige det modsatte. At noget må vælges fra, at noget må gå langsommere, at noget må være mindre skræddersyet, at noget må være mindre i forandring. At velfærdsstaten ikke kan løse alt. Derfor fastholder vi – som politikere, borgere og system – en forestilling om, at det hele kan lade sig gøre.

Konsekvensen er et overophedet system. Forventningerne vokser hurtigere end systemet kan følge med, og det skaber en vedvarende oplevelse af utilstrækkelighed. Samtidig bliver tilliden udfordret, når løfter gentagne gange ikke bliver indfriet. Regningen lander ikke ét sted. Den forskydes. Og den bliver særlig tydelig i mødet mellem borgere og fagprofessionelle – dér, hvor de brudte løfter skal forklares og håndteres.

Noget af det, der gør situationen vanskelig, er, at prioritering i praksis altid indebærer tabserfaringer. Og netop tab er blevet noget, vi har svært ved at acceptere som et vilkår.

“Hvis vi ikke vedtager fælles principper for, hvordan vi fordeler de uundgåelige tab, så bliver det til alles kamp mod alle i et uendelig forsøg på at skubbe tabene over på andre,”
— Susanne Ekman

Når tab ikke længere forstås som noget fælles, men som noget uretmæssigt, opstår der netop disse konflikter. Hvis ikke den samtale tages åbent, bliver problemet skubbet nedad i systemet til de mest udsatte. Det ender som noget, der skal håndteres lokalt og individuelt – og det gør det sværere at træffe holdbare beslutninger, som føles legitime.

Ifølge Susanne Ekman er der behov for den svære og ærlige samtale om, hvad der kan lade sig gøre i velfærd – og hvad der ikke kan. Og ikke mindst: hvad vi er villige til at give afkald på for at bevare det, der er vigtigst.

Læs vores nyhedsbrev om forventningskrisen her.