Lods- og Tovholderkurser
En lods er en person, hvis arbejde består i at hjælpe og rådgive et skibs styrmand eller kaptajn, med at føre skibet igennem et farvand, som lodsen har et specielt kendskab til. Vi bruger begrebet lods til at illustrere, hvordan man ved hjælp af egne organisatoriske kræfter kan styre let og trygt gennem kurset.
Lodsens opgave er at hjælpe lederen, eller det lokale arbejdsmiljøudvalg, med gennemførslen af kurset. Hjælpen kan være i form af rådgivning om kurset eller ved, at lodsen faciliterer kurset. Lodsens viden om organisationen og om, hvor skoen nogle gange trykker, kan skabe en direkte bro fra den belastningspsykologiske teori til den daglige praksis.
En vigtig del af det arbejde består i at skabe et lokalt fælles sprog for både det, der belaster og det, der aflaster. Her er det godt at lodse – til forskel fra eksterne konsulenter – i forvejen kender dialekten.
Hvem kan være lods?
Nogle organisationer har interne konsulenter ansat, som man med fordel kan trække på. Det kan være udviklings- eller arbejdsmiljøkonsulenter eller måske en uddannelsesansvarlig konsulent. Disse interne konsulenter har ofte allerede erfaring med at facilitere gruppeprocesser og måske dertil erfaring med forebyggelse.
Lodsen kan også være en arbejdsmiljørepræsentant, arbejdsmiljøleder eller fx en afdelingskoordinator, som har et godt kendskab til de psykiske arbejdsmiljø-udfordringer på arbejdspladsen.
Hvad er et lodskursus?
Et lodskursus er et kursus, hvor lodserne får et godt kompas til at vise vej og navigere i kursusmaterialet. På kurset stifter deltagerne bekendtskab med grundkurset og det undervisningsmateriale, der knytter sig til kurset, ligesom de præsenteres for de forskellige måder at designe kursusforløbet på.
Kurset kan rumme tips og tricks til facilitering – fx hvordan man ordstyrer høfligt, bruger sine antenner til at fornemme rummet, samt håndterer eventuelt berørte medarbejdere. Men kurset kan også have et større blik for processen, og hvordan man som fx arbejdsmiljøkonsulent kan planlægge og rådgive facilitatorer/tovholdere af kurset, så der skabes gode rammer for implementering og forankring.
Et lodskursus kan foregå både som onlineundervisning eller gennem fysisk fremmøde og kan tage alt fra en halv dag til op til flere dage, afhængig af organisationens ønsker, muligheder og behov. Vi skræddersyer det enkelte kursus, så det passer til netop jer.
Man kan med fordel også udpege en tovholder.