Vi er allesammen mennesker – psykologisk tryghed fra en ledervinkel

Ann Rubæk-Nielsen har arbejdet på det kommunale område indenfor børne- og ungeområdet i 25 år og været leder af ledere i 15 år.

Ann Rubæk-Nielsen lægger stærkt ud: ”Vi er alle sammen mennesker. Psykologisk tryghed er en ret afgørende komponent i det at bedrive ledelse, så man kan løse den kerneopgave, man er sat i verden for. Jeg skal turde være mig selv, for så tør jeg også at byde ind på de opgaver, som jeg måske skal stå lidt på tæer for at kunne løse. At turde at bringe sig selv i spil, selvom man måske ikke helt har svaret på det selv.”

 

Ann Rubæk-Nielsen fortsætter: ”Vi står i en tid, hvor det er svært at tiltrække og tilknytte medarbejdere, så det er afgørende, at dem, der er der, har lyst til at blive lidt længere som gode kolleger og sparringspartnere. Nogle gange træffer vi beslutninger om noget af det allersværeste – som for eksempel at få tvangsfjernet et barn. Det kræver, at vi alle er på opgaven, og at vi har psykologisk tryghed for at kunne gøre det.”

 

Ann Rubæk-Nielsen fortæller videre om, hvor vigtigt det er at have indflydelse, at blive lyttet nysgerrigt til, at blive mødt som menneske, at blive mødt med forståelse og omsorg – altså, vigtigheden af, at vi har en fælles omsorgstænkning for at opnå tillid til hinanden, at kunne give konstruktiv og kærlig feedback samt ydmyghed om, at det er ok, at man ikke ved alt.

 

”At skabe psykologisk tryghed er et arbejde, som vi alle sammen er fælles om. Vi skal blive ved med at have det på dagsordenen, dyrke det og styrke det. Det kommer ikke af sig selv! Og vi er sammen om det,” slutter Ann Rubæk-Nielsen med både alvor og omsorg i stemmen.