Belastningspsykologien skal nu på arbejde i Norge

Konferencen ”Når jobben blir for mye” i Oslo den 18. og 19. marts bliver det officielle startskud til udrulningen af instituttets digitale kurser i Norge.

Mange fagområder arbejder med belastningspsykologien

Flere steder i Norge er arbejdet begyndt. Grundkursus i belastningspsykologi er ved at blive afprøvet i Stavanger på skoleområdet og inden for rusmiddelbehandling og psykiatri. I Trondheim afprøver kommunen tilgangen i tre børnehaver og blandt ansatte inden for syn-høre-voksen-handicap. Og indtil videre er resultaterne lovende:

”Vi oplever, at grundforløbet giver medarbejderne og ledelsen et godt billede af, hvad der er af risikofaktorer og beskyttende faktorer i det følelsesmæssige arbejde. De hidtidige erfaringer peger på, at kurset giver øget self-efficacy, det vil sige øget tillid til organisationens evne til at forebygge og håndtere følelsesmæssig stress på arbejdet,” lyder det fra Arbejdsmiljøenheden i Trondheim Kommune.

Blå blink og belastning

I Haukeland har ambulancepersonale taget fat på forebyggelsen af mental overbelastning.

”Som ambulancearbejdere oplever vi følelsesmæssige indtryk på hver vagt. Nogle indtryk hænger mere fast end andre og bliver til virkelig belastning. Især hvis vi kan sætte os i patientens sted og få en fornemmelse af – det kunne have været mig,” fortæller Søren Rømer, der er assisterende sektionsleder hos akutmedicinsk afdeling på Haukeland Universitetshospital.

Han forklarer om valget af Institut for Belastningspsykologi:

”Vi manglede et konkret og gennemarbejdet koncept, der satte ord på udfordringerne ved at have et til tider psykisk krævende arbejde og samtidig gav os nogle konkrete redskaber til at gøre noget aktivt i forhold til det. De vigtigste mennesker, vi møder i vores daglige liv, er vores patienter. Vi giver dem den bedste behandling og tilbud, hvis vi er i mental balance.”

Forebyggelseshuset bygges i Norge

Resten af kurserne i FOREBYGGELSESHUSET lancerer vi inden sommer, og interessen er stor. I kan følge med og se mere på vores nye norske site, som I er velkomne til at dele med norske venner og kolleger.