Ingen mennesker kan holde til hvad som helst. Alle har et ”breaking point” – et punkt, hvor man ikke kan holde til mere. Det ved vi godt, og det er ikke ny viden, men noget man blandt fagfolk har vidst siden Anden Verdenskrig. Frem til da troede man, at man kunne udvælge en helt særlig type soldat, der gennem den helt rigtige træning kunne gøres immun over for krigens barske hændelser. Men militærpsykologiske studier viste allerede dengang, at en hvilken som helst soldat kan bryde sammen under angreb. Det viste sig også, at antallet af psykisk skadede soldater steg, jo hårdere de kampe var, som soldaterne kom ud i. Om soldaten brød sammen, afhang af kampens intensitet og længden af den tid, soldaten var i krig. Man kom derfor frem til den erkendelse, at psykiske traumer ikke kun sås hos de ”svage” og dem, der ”tabte”, men også hos den ”stærke” ener og den modige helt, for også han blev traumatiseret.

Til trods for, at vi har haft denne viden i så mange år, hersker der fortsat den myte på mange omsorgsarbejdspladser, at den rigtige fagperson er ham eller hende, der aldrig bryder sammen og bare vedbliver at holde til presset. Det kan dreje sig om den ”rigtige” socialrådgiver, sagsbehandler, psykolog, sygeplejerske, SOSU, sundhedsplejerske eller medarbejder på bostedet. Det kan også dreje sig om myten om den almægtige leder – den ”rigtige” leder. Ham eller hende, der udover aldrig at bryde sammen selv, har så brede skuldre og forvalter sin magt så elegant, at han eller hun både kan løse kerneopgaverne perfekt, og hvis team er i evig trivsel og aldrig har samarbejdsproblemer. Begge myter fortæller os, at nogle ansatte til trods for årelang konfrontation med død, lidelse, traumer, trusler og tragedier ikke lader sig påvirke, men bare holder til det. Vi ved godt inderst inde, at det blot er myter, men forveksler dem alligevel med sandheder. Myterne om den usårlige hjælper og almægtige leder handler faktisk om magt, ansvar og skyld.

Magt, ansvar, skyld, skam og afmagt

Magt, ansvar og skyld hænger tæt sammen. Hvis man har magt, har man også et ansvar, og man vil derfor naturligt føle skyld, hvis man ikke har levet op til ansvaret. Man vil som fagpersonen ind imellem – og måske ligefrem ofte – være i situationer, hvor man reelt er magtesløs i den forstand, at de ikke kan fjerne ”problemet” igen. Det kan være i forbindelse med uhelbredelig sygdom, død eller kroniske skader og traumer. Følelsen af magtesløshed er barsk og skræmmende, da den konfronterer os med det i livet, vi ikke kan kontrollere, og reelt ikke har magt over. Den er et vilkår, som vi ikke skal gøre os forhåbninger om forsvinder.

Mange hjælpere og ledere tager imidlertid ansvaret og skylden på sig, når de tænker, at det nok kunne være gået anderledes, hvis bare de selv havde været bedre, mere erfarne og dygtigere. Og flere opfinder til lejligheden en form for fantasikollega, som på urealistisk vis altid ved, hvad der skal gøres, og som altid er rolig og fattet. Afmagtsfølelser er så smertefulde at rumme, at man så faktisk hellere føler skyld over ikke selv at være god nok, end at man vil stå ved den afmagt, der er forbundet med, at der nogle gange bare ikke er noget at gøre. Og med skyld følger en anden følelse, der for de fleste er endnu mere ubehagelig at rumme – nemlig skam.

Hvor følelsen af skyld handler om at svigte sine egne idealer og undlade at gøre det, man tænker, man bør gøre, knytter følelsen af skam sig snarere til én selv som menneske. Skamfølelsen kender vi fra tidligt i livet, når vi som helt små børn føler os afvist eller kommer til kort. Skam er en smertefuld følelse, der for mange er forbundet med følelsen af ydmygelse, krænkelse og af at stå uden for fællesskabet. Skammens modsætning er stolthed, som er den følelse, der opstår, når man lever op til sine egne eller andres forventninger og krav. Skamfølelsen ligger ofte bag både den tyndhudede hjælper eller leders grænseløse indsats og måske medfølgende vrede, og bag den tykhudede hjælper eller leders bagatellisering og måske ligegyldighed. Det kan alt sammen ses som de ansattes forskellige forsøg på at komme over eller benægte skamfølelsen. At mærke og tale om ens faglige stolthed gør en glad, og kan være en effektiv måde at tanke ny energi på i sløje tider. Men at mærke og tale om ens faglige skam, forekommer mange fagfolk så pinagtigt, at de slet ikke kan bære det.