For mange ansatte i et psykisk krævende job handler svaret på spørgsmålet HVORFOR om oplevelsen af at have et meningsfuldt arbejde. At det giver mening for én at hjælpe andre mennesker, forsvare demokratiet, skabe tryghed og sikkerhed, passe på kloden eller måske dokumentere de undertryktes historie.

Ansatte med stor medfølelsestilfredshed – også kaldt compassion satisfaction – og som er glade for deres arbejde med at hjælpe andre mennesker, og som oplever, at de har succes med opgaverne, har en mindre risiko for at udvikle mentale arbejdsskader end dem, der har mindre tilfredshed. Og det til trods for at de løser tilsvarende svære eller tragiske opgaver og under samme forhold som de mindre tilfredse kolleger. Der kan være mange forklaringer på dette fænomen, men at huske sig selv og hinanden på HVORFOR, man har valgt sit fag, er en effektiv måde at forbinde sig med den overordnede glæde, taknemmelighed og stolthed ved arbejdet.

Mening og medfølelsestilfredshed

Højrisikojob er tit mættet med mening og vil for de ansatte ofte være forbundet med oplevelsen af at have et vigtigt job, hvor man gør en forskel for andre mennesker eller for kloden. Det gør på en gang den ansatte både stærk og svag. Stærk, fordi meningsfuldhed giver mennesker kræfter til at gå en mil ekstra og ikke give op, når den første modstand viser sig. Men man kan også blive svag. Når man brænder for sit fag, vil der automatisk altid være en sårbarhed forbundet med at have et højrisikojob. Man kan risikere at blive meget selvkritisk, hvis man føler, man ikke personligt slog til i en situation, eller man kan få faglig moralsk stress, hvis man står i en situation, hvor det, man kan tilbyde den anden, ikke er fagligt optimalt eller måske bare fagligt tilstrækkeligt. Bagsiden af faglig stolthed er faglig skam, som er et særdeles ømtåleligt emne, hvis man har et arbejde, hvor ens indsats har direkte konsekvens for et andet menneskes trivsel og/eller liv.

Som nævnt i indledningen har forskning vist, at de ansatte, der er tilfredse med at arbejde med andre mennesker og føler, at de har succes med deres opgaver, har en mindre risiko for at få mental slagside. Også selvom de som deres mindre tilfredse kolleger løser meget vanskelige opgaver og under måske ganske vanskelige vilkår. Man taler om det som medfølelsestilfredshed – også kaldt compassion satisfaction. Det er et tankevækkende forhold, som det er værd at dvæle lidt ved. For hvad skal der til for, at man som den professionelle – til trods for tragedien, brutaliteten, fortvivlelsen og til trods for at man måske løser opgaverne under nærmest forarmede vilkår – vil være tilfreds med sit arbejde og føle, at ens indsats er en succes, omend den i den store sammenhæng måske er ganske ydmyg? Dette spørgsmål er et væsentligt forebyggende spørgsmål at reflektere over selv og sammen med sine kolleger, sin supervisor, mentor eller coach.

Personlige erfaringer

Der ligger for mange ansatte i et højrisikojob en personlig historie bag valget af fag. Det kan være historien om en moster eller en anden i omgangskredsen, som man så op til, der netop var socialrådgiver, pædagog, sygeplejerske eller lærer. Den personlige historie bag valget af fag og speciale kan også dreje sig om, at man har personlige erfaringer med området. Man har som barn eller ung måske selv lidt af en spiseforstyrrelse, mistet en forælder eller selv vokset op i et hjem med alkoholproblemer og vold. Og måske man den gang følte sig næsten ”reddet” af en virkelig god psykolog, lærer, pædagog eller socialrådgiver og derfor nu ønsker at bruge den erfaring til at hjælpe andre børn og unge, der står i samme situation. Eller måske man den gang netop ikke blev ”reddet” af nogen og derfor nu vil gøre alt for, at andre børn og unge ikke skal opleve det samme.

Et tæt bånd mellem arbejde og personlig historie kan betyde, at man potentielt kan tilføre faget vigtig viden, da man som ”kender” vil kunne forbinde sig mere direkte med arbejdsopgaven. Ingen kan selvfølgelig gå i andres sko, men man kan have en god føling med, hvordan turen er og føles, ser ud, lugter og lyder, hvis man selv en gang har gået en tilsvarende tur i et beslægtet landskab. Personlig erfaring kan på grund af den livshistoriske resonans dog samtidig være ensbetydende med, at de svære hændelser på arbejdet gør større indtryk på én end for andre. Man vil derfor kunne komme i risiko for at blive så overvældet af en patient/klient/borgers situation og enten begynde at overinvolvere sig – i et måske ubevidst ønske om at ”redde” den anden – eller i forsvar at underinvolvere sig for at holde ekkoet af fortidens smertefulde følelser på afstand.

”Jeg havde som læge arbejdet med alvorligt syge og døende i mange år, da det på et tidspunkt gik op for mig, at jeg brugte alle mine kræfter på at lindre patienternes smerte og lidelse for ikke at føle min egen.”

Læge på et palliativt afsnit

Mangel på personlig erfaring med det område, man arbejder inden for, kan på den ene side begrænse ens udsyn og indsigt, men vil på den anden side ofte give den professionelle en større mental styrke i mødet, da man ikke er bange for at få trigget egen smerte gennem den andens smerte.

Det arbejdsmæssige HVORFOR og det private HVORFOR

Lige som man kan tale om et arbejdsmæssigt HVORFOR, kan man tale om et privat HVORFOR. Det private HVORFOR handler om, hvilke værdier man som menneske generelt tror på og efterstræber at leve efter. Det er de værdier, man opdrager sine børn ud fra og dem, man bruger at sigte efter i stort som småt. Der vil tit være et stort overlap mellem ens arbejdsmæssige og private værdier, og de vil tit stamme fra helt tidligere oplevelser i ens liv. Man taler nogle gange om ens kerneværdier, som er de, der bliver grundlagt helt tidligt i livet. Svaret på det private HVORFOR kan virke højtravende, hvis spørgsmålet formuleres som ”Hvorfor lever du?”, og det kan få én til at blokere for svarene. Det kan være lettere at få fat i svarene ved at spørge sig selv: ”Hvis jeg fik en livstruende sygdom, hvorfor er det så vigtigt at overleve den?” Svaret på det spørgsmål vil være forskelligt fra menneske til menneske, men vil for det meste kredse omkring kærligheden til, og måske også ansvaret for, bestemte mennesker i ens liv, glæden ved bestemte steder eller aktiviteter og lysten til at opleve endnu mere.