”Men det vidste du jo ikke, da det skete…”

Den sætning blev skrevet på tavlen forleden dag, da jeg var ude at undervise en gruppe erfarne fagpersoner. Sætningen faldt i forbindelse med, at vi talte om trusler som belastning. Og om, hvordan en dårlig håndtering af en trusseloplevelse tragikomisk nok kan resultere i en endnu større belastning end selve truslen. Sekundær viktimisering kalder man det. Mere om det begreb en anden gang.

Når man som organisation – leder eller kollega – skal hjælpe en fagperson, der har været udsat for en trussel, er det afgørende at vide, hvor truet personen følte sig i selve trusselsøjeblikket, for det er den oplevelse, der efterfølgende skal håndteres. Uden den viden er der nemlig en reel risiko for, at man enten kommer til at dramatisere eller bagatellisere situationen. Begge dele er uheldigt. Særligt det sidste – hvis man kommer til at bagatellisere situationen med sætninger som ”Det var jo bare en attrap”, ”Kollegerne var jo tæt på” osv.

Bagatelliseringen kan måske skyldes et misforstået forsøg på at beroligede den anden (og sig selv!), mangel på indlevelse eller travlhed. Den kan også være et strategisk forsøg på at dække over en mangelfuld sikkerhed. Nogle gange ’hopper’ den truede med på bagatelliserings-historien (”Det var jo bare en attrap”) for ikke at fremstå svag og sårbar eller måske i ønsket om bare at glemme ubehaget ved episoden og komme hurtigt videre.

Det er menneskeligt, men uhensigtsmæssigt på flere planer. Blandt andet på det psykologiske plan – for stærke indtryk skal løbende bearbejdes for at undgå risiko for akkumuleret belastning – og på det organisatoriske plan – bagatelliseringen vil blokere for læring og dermed muligheden for at mindske risikoen for, at det sker igen.

Så når du fremover møder en, hvor du får fornemmelse af, at han eller hun bagatelliserer en trusselsoplevelse, så husk at sige:

”Men det vidste du jo ikke, da det skete…”