– Eftertanker fra undervisning i psykologisk defusing for sygehusledere. 

”Det er godt nok flere år siden, men jeg husker det stadigvæk tydeligt”

Den sætning har jeg hørt utallige gange fra erfarne fagfolk om hændelser fra fortiden, som har gjort særligt indtryk. Måske fordi sagen var dybt tragisk eller grotesk. Måske fordi det involverede barn eller ældre menneske havde præcis samme alder og køn som ens eget barn eller forældre. Måske fordi man havde oplevet sig tvunget passiv og afmægtig, fordi man stod klar til at hjælpe, men af forskellige årsager ikke kunne få lov til det. Måske var man helt alene og oplevede sig i situationen truet og hunderæd. Eller måske havde den involverede person ikke nogen pårørende og var dybt ensom, men man havde som professionel vanskeligt ved at finde ud af, hvordan man bedst kunne støtte. Måske blev man genstand for en ubehagelig klage, som yderligere var blevet håndteret virkelig dårligt, så den blev ved med at hjemsøge og skabe usikkerhed i arbejdet…

Jeg kalder det ”De sager, man aldrig glemmer”, når jeg underviser og taler med kursisterne om den mentale rygsæk af oplevelser, vi som fagpersoner hver især går rundt med. Jeg opfordrer altid mine kursister til efterfølgende at finde tid en dag til at få delt “sagen man aldrig har glemt” med andre – evt. på Fiskerbænken. Det er nemlig min erfaring, at et sådan ”genbesøg” i fortiden kan være en måde at reparere på de gamle ridser, buler og skader, som oplevelsen dengang gav i vores mentale lak.

At det aldrig er for sent at reparere på fortidens oplevelser, blev jeg på smukkeste vis mindet om forleden, hvor jeg underviste alle lederne på et sygehus i den psykologiske defusing-metode. En metode der – helt kort fortalt – går ud på at lede gruppesamtaler for medarbejdere, der har været involveret i en voldsom hændelse. Undervisningen var delt ud på to dage med tid til at træne metoden mellem dag et og to. Jeg havde på dag et lagt op til, at lederne kunne træne et tænkt scenarie sammen med en lille gruppe medarbejdere for at få øvet sig i defusingens faser og forløb.

Og så skete det igen!

En leder fortæller, hvordan medarbejderne havde foreslået at tage en to år gammel hændelse op, som man dengang ikke havde fået stoppet op og talt om. Lederen var helt med på den og brugte så den konkrete sag fra fortiden til at defuse den lille gruppe medarbejdere. Bagefter var alle enige om, at det havde givet både mening, mulighed for god bearbejdning og læring. Sådan!

Det er aldrig for sent at reparere på fortidens hændelser – de kan være fulde af læring som kan komme nutidens opgaver til gode.