Fagpersoner i mentale højrisikojob er netop personer, altså levende mennesker med hjerteslag, åndedræt og kropsvarme, og vi har ikke blot mulighed for at indleve os i andre menneskers situation, vi kan faktisk slet ikke lade være på grund af vores spejlneuroner. Det menneskelige nervesystem er sådan indrettet, at vi automatisk registrerer andre menneskers følelser og adfærd. ’Opfanger’ er måske et bedre ord, for ordet ’registrerer’ kan lyde som om, vi er bevidste om det, der sker, og det er ikke tilfældet. Langt de fleste af de informationer om andre mennesker, som vi opfanger, bliver ikke til bevidste tanker, men omsættes straks til handling, når vi for eksempel går ned ad en travl, befærdet gågade uden at støde ind i andre.

Spejlneuroner

Vores evne til at opfange andre menneskers følelser og adfærd sker gennem det, der kaldes spejlneuroner. Spejlneuroner er nogle særlige celler i hjernebarken, der aktiveres og gør det muligt at fremkalde den tilstand hos os, som vi iagttager hos en anden. Man kan sige, at vores nervesystemer automatisk kobler sig på hinanden, svarende til en enhed, der automatisk kobler sig på et wifi, uden der først er givet tilladelse til det.  Det er vores spejlneuroner, der også lidt populært sagt kan få følelser til at smitte, og som gennem såkaldt empatisk resonans giver os evnen til at ’læse andre’ og indleve os i deres glæder og sorger. Uden vores spejlneuroner kunne vi ikke være empatiske og skabe stærke øjeblikke med andre.

Det giver sig selv, at disse automatiske spejlinger ikke altid kun er af det gode i mentale højrisikojob, hvor det neurobiologiske aftryk fra den, man skal hjælpe, ofte består i intense og smertefulde følelser. Forsiden af spejlneuronets mønt er altså, at det gør det muligt for den professionelle at være indlevende og empatisk. Bagsiden er, at det udsætter personen for at blive fuldstændig overvældet af smertefulde følelser, som kan kortslutte kontakten til den person, man ellers skal hjælpe, og ødelægge ens evne til at tænke og være løsningsorienteret.

Tanker og følelser

Man skal som hjælper både kunne være i kontakt med sine følelser og i kontakt til sine tanker. Følelserne hjælper os til at kunne vise medfølelse, og tankerne gør det muligt for os at være fagligt løsningsfokuserede.  Hvis de svære følelser bliver for voldsomme, vil hjælperen i afmagt kunne begynde enten at overinvolvere eller underinvolvere sig i arbejdet. Begge dele skal ses som forsøg på at håndtere afmagten, selvom udtrykkene er meget forskellige. Man kan sige, at hvor den overinvolverende hjælper træder et skridt tættere på, eventuelt i håbet om at det ekstra engagement vil kunne løse ’problemet’, træder den underinvolverende hjælper et skridt baglæns i håbet om at kunne bevare overblikket og undgå at lade sig rive med af sine følelser.

Særligt professionelle, der arbejder med psykoterapi, skal være ekstra bevidste om følelsessmitte og empatisk resonans, idet psykoterapi som behandlingsform bevidst gør brug af terapeutens egne følelser og tanker i behandlingen. Hvor en kræftlæge behandler ved hjælp af operation, kemo- og stråleterapi, kan man sige, at en psykoterapeut behandler ved hjælp af sig selv! Det er her ekstra vigtigt, at man til stadighed er bevidst om at skelne sig selv fra den anden. Gør man ikke det, vil man risikere ved fyraftenstid at være blevet fyldt op med klienternes traumer, sorg, ensomhed, stress, angst og alle de andre følelser, man som psykolog eller psykoterapeut dagligt møder i sin klinik.

Jeg har valgt at bruge begrebet KONTAKT om den position, hvor man som fagperson hverken er over- eller underinvolveret i sit arbejde, men i stedet er tilpas involveret og netop: i kontakt!

Rød-Grøn-Blå-modellen

Rød-Grøn-Blå-modellen består af tre felter placeret på en vandret linje. Det grønne felt i midten af modellen symboliserer der, hvor vi føler os kompetente og fagligt engagerede, og hvor vi har oplevelsen af, at vores evner og erfaringer bliver brugt på den gode måde. Vores indsats gør en forskel. Det røde felt til venstre for det grønne symboliserer der, hvor man begynder at overinvolvere sig og det blå der, hvor man modsat begynder at blive underinvolveret. Hvilken side man falder til under pres, vil afhænge af både organisationen, gruppen og personen.

At være i KONTAKT

Det grønne felt i midten handler om at være i kontakt, hvilket vil sige, at man ved hjælp af sin indlevelse er i stand til at lade sig berøre følelsesmæssigt i tillid til, at man på baggrund af sin faglighed, vurderingsevne og ressourcer vil kunne påvirke situationen i den rigtige retning. Kontakt kræver, at man kan ”mærke sig selv” til trods for den kraftige påvirkning fra personen og/eller situationen. At mærke sig selv vil sige at bevare kontakten med sine kropsfornemmelser og fornemmelsen af, hvem man selv er, og hvad man selv tænker og føler.

Mange fagpersoner i mentale højrisikojob har en direkte kontakt med den person, de er ansat til at hjælpe, og skal for at kunne lave en god faglig vurdering have en række data fra personen selv. Det kan for eksempel i voldssager handle om, hvad der er sket, og hvem der har gjort hvad. Eller det kan i forbindelse med fysisk eller psykisk sygdom handle om nuværende symptomer, tidligere sygdomshistorie eller håb og frygt.

At være overinvolveret

Til venstre for det grønne felt findes det røde felt, som handler om overinvolvering. Overinvolvering sker typisk, hvis der opstår en stærk følelsesmæssige identifikation med den, man skal hjælpe. Det betyder, at man er i fare for at blive smittet af den andens følelse af måske hjælpeløshed, frustration, vrede, fortvivlelse og afmagt. Man kan som professionel komme så meget i følelsernes vold, at man i situationen nærmest helt mister evnen til at tænke og også bagefter har vanskeligt ved det. Overinvolvering vil typisk gøre den professionelle følelsesmæssigt tyndhudet og sårbar, hvilket på et ubevidst eller bevidst plan kan føre til, at patienten/klienten/borgeren er usikker på, om den professionelle holder til at høre om personens smerte eller fortvivlelse, frustrationer eller vrede. Overinvolveringen kan også betyde, at den professionelle inviterer til en så fortrolig og personlig relation, at den, der skal hjælpes, føler sig intimideret.

At være underinvolveret

Til højre for det grønne felt findes det blå felt, som modsat handler om underinvolvering. Det er den anden side, man som professionel kan falde til i afmagt, når de svære følelser bliver for voldsomme. Underinvolvering er karakteriseret ved, at den professionelle distancerer sig følelsesmæssigt fra patienten/klienten/borgeren, og i mødet fremstår enten intellektualiserende eller uberørt eller lettere følelseskold, irritabel eller utålmodig. Underinvolvering vil gøre den professionelle følelsesmæssigt tykhudet og måske få vedkommende til at fremstå autoritær og ufølsom. Underinvolvering kan føre til, at den professionelle kommer til at krænke patienten/klienten/borgeren med den nøgterne og kølige facon.

Underinvolvering vil på overfladen hurtigt kunne forveksles med, at personen er i kontrol, hvilket alle professionelle gerne vil være, når de er på arbejde, og som i øvrigt generelt også er noget, der giver status samfundsmæssigt set. Men underinvolveringen er faktisk det stik modsatte. Den er, ligesom overinvolveringen, udtryk for, at fagpersonen har mistet kontrollen over balancen.

Hvilken side, man som ansat falder til under pres, vil både afhænge af virksomhedens kultur, hvilken rolle man har i sin gruppe, og af hvem man er som menneske.