Risikofaktorer i det psykiske arbejdsmiljø – hvad øger risikoen for mental slitage?

To arbejdspladser kan stå med den samme voldsomme hændelse og komme meget forskelligt ud af den. Den ene har forberedt sig, sender ingen alene ud og samler op bagefter. Hos den anden står en medarbejder alene med opgaven sidst på vagten og kører direkte hjem. Forskellen ligger sjældent i, hvor robuste medarbejderne er. Den ligger i de forhold, der omgiver arbejdet.

Den viden kan arbejdspladsen bruge, før noget går galt. Her kan du læse, hvad en risikofaktor er, hvilke risikofaktorer der findes i psykisk krævende arbejde, og hvordan I kan bruge viden om dem i forebyggelsen.

Hvad er en risikofaktor i det psykiske arbejdsmiljø?

En risikofaktor er et forhold ved hændelsen, opgaven eller personen, som øger sandsynligheden for, at en medarbejder bliver negativt påvirket af arbejdet. Det modsatte er en beskyttende faktor: et forhold, der forhindrer forværring eller gør en god udvikling mere sandsynlig.

En beskyttende faktor kan ikke fjerne risikoen. Men den kan mildne belastningen og tage fra i faldet. Derfor giver det mening at se på begge dele samtidig.

Viden om risikofaktorer bygger på forskning og statistik. Den fortæller, hvordan mange medarbejdere med stor sandsynlighed vil reagere under bestemte forhold. Den kan ikke forudsige, hvordan netop Hanne eller Ahmed vil reagere på netop denne opgave. Risikofaktorerne er derfor et redskab til at skærpe opmærksomheden og planlægge arbejdet klogt, ikke en metode til at sortere medarbejdere.

Der er ingen fast opskrift på, hvor meget der skal til. Hver arbejdsplads må selv vurdere, hvordan arbejdet hos dem bedst organiseres.

Risikofaktorer i selve arbejdet og hændelserne

I de mest psykisk krævende fag er det simple svar på, hvad der belaster, de voldsomme hændelser. Risikoen stiger med antallet af hændelser og med, hvor voldsomme de er. En række forhold ved hændelsen gør en særlig forskel:

Varigheden. En pludselig og voldsom hændelse rammer, mens paraderne er nede. Gentagne belastninger over lang tid kan hobe sig op ubemærket, indtil én hændelse bliver én for meget. Læs mere om akkumuleret belastning.

Risikoen for gentagelse. En hændelse, der sandsynligvis vil ske igen, øger følelsen af afmagt.

Hændelser uden afslutning. Når en sag ikke bliver opklaret, eller når den, man hjælper, fortsat lider, stiller den vedvarende krav til de professionelle.

Trusler. Trusler er en alvorlig psykisk belastning, også når der “ikke skete noget”.

Menneskeskabte hændelser. Vold, misbrug og omsorgssvigt, som nogen har gjort med vilje, belaster mere end ulykker og naturhændelser. De rejser spørgsmål om ondskab, skyld og ansvar.

Børn og mennesker, man kender. At se et barn eller en kollega lide gør et særligt indtryk.

Mange involverede. Jo flere tilskadekomne, jo sværere er det at bevare overblikket og nå alle.

Stærke sanseindtryk. Synet af svære skader, lyde, lugte og larm forstærker påvirkningen.

Uvarslede hændelser. Det, der sker uden varsel og på et sted, der plejer at være trygt, rammer en uforberedt.

Det er ikke kun de voldsomme hændelser, der tæller. Også høje følelsesmæssige krav, stor arbejdsmængde og modstridende krav er velkendte risikofaktorer i det daglige arbejde.

Risikofaktorer i måden, arbejdet er organiseret på

Selve hændelsen kan sjældent ændres. Det kan måden, den bliver håndteret på. Her ligger mange af de risikofaktorer, arbejdspladsen selv har indflydelse på.

At arbejde alene. At være en del af en velfungerende arbejdsgruppe er noget af det mest beskyttende. Når man står alene med en svær opgave, er man mere sårbar. “Der er altid to mand på en ambulance, og der er altid to mand i en politibil. De har en makker. Som læge er man tit helt alene,” som en læge siger det.

Uklare opgaver og roller. Når det er uklart, hvem der har ansvaret, og hvad der forventes, er det svært at lægge en god plan og have realistiske forventninger til sig selv. Det øger risikoen for, at man bagefter er utilfreds med sin indsats.

Sagsmængden. Jo flere traumatiserede borgere, patienter eller klienter man møder, jo større er belastningen.

Tidspunktet på dagen. En brat overgang mellem privatliv og arbejde gør en mere sårbar. Det forstærkes, hvis dagen begynder eller slutter med en særligt hård opgave.

En leder under pres. Lederens trivsel har stor betydning for medarbejdernes. En stresset leder er derfor i sig selv en risikofaktor for hele gruppen.

At være tvunget til at se passivt til. At være aktiv og have mulighed for at påvirke situationen beskytter. At være vidne til andres lidelse uden at kunne gøre noget er en alvorlig risikofaktor. Det gælder fx den studerende, der står ved siden af, mens den erfarne kollega handler.

Fravær af støtte og faglig sparring. Social støtte, supervision og uddannelse i, hvordan traumer påvirker mennesker, er stærke beskyttende faktorer. Mangler de, står medarbejderne mere ubeskyttet.

Forhold uden for arbejdspladsen

Nogle risikofaktorer kommer udefra:

Lav status og manglende anerkendelse. Et arbejde, som omgivelserne ikke værdsætter, eller hvor man igen og igen skal forsvare målgruppens behov for hjælp, øger risikoen.

Klager. En formel klage er belastende, uanset om der er sket en fejl. Lange sagsbehandlingstider gør det værre. Hvis organisationen behandler en fejl som den enkeltes fejl og overser sit eget medansvar, bliver det en ekstra risikofaktor for den, der begik den.

Mediernes dækning. Omtale kan både forbinde og udstille. En dækning, der ikke er hensynsfuld, kan belaste både de ramte og de professionelle.

Forhold hos den enkelte medarbejder

Den samme opgave påvirker ikke alle ens. Nogle forhold hos den enkelte kan gøre en mere sårbar i en periode:

En presset livssituation, fx sygdom, tab eller en svær skilsmisse.
At være ny i faget, hvor erfaringen endnu er lille, og usikkerheden stor.
At have mange års voldsomme oplevelser bag sig, sidst i arbejdslivet.
Egne tidligere traumer, særligt fra barndommen.
Hård selvkritik og grublerier over, om opgaven blev løst godt nok.

Disse forhold er ikke et argument for at gøre belastningen til den enkeltes problem. De er et argument for, at arbejdspladsen kender sine folk og tager hensyn, når arbejdet fordeles. Den nyansatte skal vide, hvilke opgaver der venter, og opleve støtte bagefter. Den erfarne kollega skal have mulighed for at tale om, hvornår det er nok. Og den, der står midt i en krise derhjemme, skal kunne sige det til sin leder, uden at det bliver et problem.

Risikofaktorer virker sammen

Risikofaktorerne kan ikke lægges sammen som point. De påvirker hinanden. En opgave uden klare rammer øger risikoen for, at medarbejderen bagefter er utilfreds med sin indsats, og den utilfredshed er i sig selv en risikofaktor.

Tag igen de to arbejdspladser fra indledningen. Hos den første vidste medarbejderne, at opgaven kunne komme, de var to om den, og de vidste, hvem der havde ansvaret. Bagefter talte de med deres leder om, hvordan det var gået. Hos den anden kom opgaven uventet, medarbejderen stod alene, lederen var selv presset, og ingen samlede op. Hændelsen var den samme. Risikoen var ikke.

Sådan bruger arbejdspladsen viden om risikofaktorer

Viden om risikofaktorer er mest værd, før der sker noget. Forebyggelse foregår på tre niveauer:

Primær forebyggelse retter sig mod hele organisationen og skal reducere risikofaktorerne, før problemerne opstår. Det kan være klare roller, gode beredskabsplaner og en planlægning, hvor ingen står alene med de sværeste opgaver.
Sekundær forebyggelse handler om at opdage tegn på psykisk overbelastning tidligt og øge støtten, når de viser sig.
Tertiær forebyggelse skal begrænse konsekvenserne, når belastningen allerede har sat sig.

Mange arbejdspladser bruger det meste af deres energi på det sidste niveau. Det giver ofte mere at flytte noget af den til det første.

I praksis kan I gennemgå jeres opgaver med spørgsmål som disse:

Hvilke opgaver løser vi alene, som vi kunne løse to og to?
Ved alle, hvad de har ansvar for, og hvad der forventes af dem?
Hvem har haft mange voldsomme sager på det seneste?
Hvem er nye, og hvem har mange år bag sig?
Hvordan samler vi op efter en svær opgave, også når den kommer sidst på dagen?
Hvordan har lederen det?

Efter en voldsom hændelse kan de samme spørgsmål bruges til at vurdere, hvor meget støtte der er brug for. Jo flere risikofaktorer der var til stede, jo større er behovet for hjælp.

Institut for Belastningspsykologi hjælper arbejdspladser med at analysere deres egne risikofaktorer og bygge forebyggelsen ind i hverdagen. Læs mere om vores arbejdsmiljøkurser.

Digitale implementeringskurser til fagfolk med psykisk krævende arbejde

Grundkursus i Belastningspsykologi

til en helhedsorienteret håndtering af hverdagens høje følelsesmæssige krav og traumeeksponering.

Grundkursus i Psykisk Førstehjælp

til en kollektiv krisehåndtering, når uheldet er ude, og man som gruppe skal håndtere en ekstraordinær psykisk belastning.

Grundkursus i Psykologisk Tryghed

så alle værktøjer og metoder reelt vil virke i praksis og ikke blot leve et stille liv som flotte ord i diverse politikker og beredskabsplaner.

Grundkursus i Psykosocial Forebyggelse

til at skabe en fælles forståelse af, hvad en proaktiv, kollektiv forebyggelse vil sige i praksis.

Q&A: Risikofaktorer i det psykiske arbejdsmiljø

Hvad er forskellen på risikofaktorer og beskyttende faktorer?

En risikofaktor øger sandsynligheden for, at en medarbejder bliver negativt påvirket af arbejdet. En beskyttende faktor mildner belastningen eller gør en god udvikling mere sandsynlig. Den fjerner ikke risikoen, men den kan tage fra i faldet.

Hvilke risikofaktorer er de vigtigste?

I de mest psykisk krævende fag er antallet og voldsomheden af de belastende hændelser det, der betyder mest. Men hvordan hændelserne håndteres, har stor betydning for, hvor hårdt de rammer. Alenearbejde, uklare roller, manglende støtte og tvungen passivitet er risikofaktorer, som arbejdspladsen selv kan gøre noget ved.