Når arbejdet slider mentalt
Belastningspsykologi handler om, hvad der sker med mennesker, når de bliver udsat for belastninger – og hvordan man kan forstå og håndtere de reaktioner, der følger med. Det gælder især i jobs, hvor man kommer tæt på andre menneskers smerte, lidelse og svære livssituationer.
En vigtig del af belastningspsykologien ser på, hvordan man forebygger og behandler de reaktioner, der kan opstå, når man har været udsat for voldsomme eller traumatiske oplevelser – enten direkte eller gennem arbejdet med mennesker, der selv har oplevet noget voldsomt.
Relevans for alle arbejdspladser
Belastningspsykologien er særligt relevant i det psykiske arbejdsmiljø for fagpersoner, der arbejder i mentale højrisikojobs. Det er job, hvor man møder sygdom, ulykker, trusler, traumer, overgreb, død eller andre voldsomme begivenheder – eller hvor der på andre måder stilles store følelsesmæssige krav.
Men man behøver ikke arbejde med liv og død for at blive påvirket. Alle fagfolk, der arbejder med mennesker – også i fx servicefag eller finanssektoren – kan opleve følelsesmæssigt pres i mødet med kunder, borgere eller klienter. Kendskab til belastningspsykologi kan derfor være en hjælp til bedre at forstå og håndtere de reaktioner, der kan opstå i arbejdet. Afhængigt af arbejdets karakter og intensitet kan belastninger over tid føre til stress, udbrændthed eller i mere alvorlige tilfælde psykiske reaktioner som PTSD, angst, depression eller misbrug. I nogle tilfælde er der tale om en arbejdsskade, som kan være dækket af arbejdsmiljøloven.
Forebyggelse kræver fællesskab
Belastningspsykologi peger på, at man ikke kan stå alene med de belastninger, arbejdet kan medføre. Det kræver en fælles indsats – både kollegialt og organisatorisk – og en arbejdsplads, der tænker forebyggelse ind som en naturlig del af hverdagen. Her er en helhedsorienteret og proaktiv tilgang vigtig – både i planlægning, kultur og ledelse.
Teorien bag
Belastningspsykologien blev for alvor introduceret i Danmark af psykolog og kriseekspert Rikke Høgsted, der i 2018 udgav Grundbog i Belastningspsykologi – forebyggelse af primær og sekundær traumatisering ved psykisk krævende arbejde. Bogen er solgt i mere end 16.000 eksemplarer og bruges i dag bredt i mange faglige miljøer.