Nye kolleger skal også lære at passe på hinanden

Hos Metro Service er belastningspsykologi en del af uddannelsen, når nye stewarder begynder. Arbejdet kan byde på konflikter om billetter, store menneskemængder og driftsproblemer, og det kræver også kendskab til egne reaktioner. »Det er vigtigt at vide, hvordan de selv reagerer, når en gæst ikke er interesseret i at betale,« forklarede Steward Manager Jan Friis Wiuff.


Konkrete hændelser fra togene bliver brugt i undervisningen, så de nye kolleger kan forberede sig på situationer, de selv kan komme til at stå i. Når noget sker, bliver hændelsen registreret og talt igennem med ledelsen. På spørgsmålet om, hvad der har ændret sig i kulturen, svarede han: »Vi har set, at det er tilladt at snakke om det. Og at vi taler åbent om det.«


Der er også hjælp at hente hos kollegerne. Metro Service har etableret et kolleganetværk, der kan hjælpe kolleger efter krævende hændelser. »Det kan være svært at fortælle om hændelserne over for en leder. Derfor har vi et kolleganetværk,« fortalte han. Det giver flere muligheder for at få talt om det, man har oplevet, og få hjælp til at komme videre.


Jan kom til Metro Service fra detailverdenen. Da han blev spurgt, hvad der havde gjort særligt indtryk, fremhævede han: »At vi arbejder forebyggende.« Allerede i introduktionen til jobbet lærer nye kolleger, at belastninger er noget, man kan tale om, og at der er støtte at hente, når man får brug for den.

en_GBEnglish