Et obligatorisk kursus blev en håndsrækning

»Endelig fik vi noget til os!« Sådan reagerede medarbejderne på Kofoedsminde, da grundkurset i belastningspsykologi blev gjort obligatorisk, fortalte udviklingskonsulent Camilla Blak Due. Arbejdet rummer høje følelsesmæssige krav og risiko for overfald, og tidligere var forventningen, at den slags måtte man kunne holde til. Derfor betød det noget, at alle nu skulle afsætte tid til at arbejde med belastningerne. »Nå, I tager vores arbejdsmiljø så seriøst,« lød en af tilbagemeldingerne, fortalte hun.


Men hvordan får man alle med i en travl hverdag? På Kofoedsminde havde de 12 afdelingsledere hver en koordinator, som holdt fast i forløbet og hjalp samtalerne på vej. »Fordelen ved kurset er, at det taler til alle. Det er let at tage og reflektere sammen,« forklarede hun. Medarbejderne fik et fælles sprog for det, de stod i, og kunne tage fat i erfaringer fra deres egen arbejdsdag.

Og snakken fortsatte, når modulet var slut. I ugerne efter kom der tilbagemeldinger fra afdelingerne om, hvad der var brug for at tage fat på. På den måde var medarbejdernes erfaringer med til at sætte retningen for det videre arbejde. »Medarbejderne oplevede, at de selv skabte kulturændringen,« fortalte hun.


Og de er ikke færdige på Kofoedsminde. Næste år skal alle lære mere om krisepsykologi og psykisk førstehjælp, så de kan blive endnu bedre til at støtte hinanden, når der sker voldsomme hændelser på arbejdet.

en_GBEnglish