Pauser skal planlægges – ellers bliver de ikke taget

Erfaringer med pausekultur i praksis hos Døgn & Familiestøtte Herning

Døgn & Familiestøtte Herning har som kerneopgave at hjælpe og understøtte familier, børn og unge, der lever med handicap eller psykiatriske diagnoser. Indsatserne spænder fra ambulante tilbud til aflastnings- og døgntilbud og omfatter også rekruttering, supervision og undervisning af plejefamilier samt støttet og overvåget samvær.

Det er et arbejdsfelt præget af høj kompleksitet og store følelsesmæssige krav. Arbejdet stiller derfor ikke kun krav til faglighed, men også til dømmekraft, overblik og evnen til løbende at passe på sig selv – både som medarbejder og som leder. Af den grund er arbejdet med det psykosociale arbejdsmiljø et centralt fokusområde i Døgn & Familiestøtte Herning.

Som led i dette arbejde deltog centerleder Alice Eijgendaal i Institut for Belastningspsykologis Belastningspsykologiske Arbejdsmiljøuddannelse. Uddannelsen gav et fælles sprog og en tydelig ramme for at forstå arbejdsmiljøbelastninger – og ikke mindst for at få øje på, hvor organisationen allerede stod stærkt, og hvor der var behov for at styrke indsatsen yderligere.

Lederne som pause-rollemodeller

Ét af de områder, der kom i fokus, var pauser og restitution. Ikke som noget nyt, men som noget, der kunne blive tydeligere rammesat og mere bevidst brugt som en del af arbejdsdagen. Men hvordan gør man pauser og restitution legitime i praksis – hele vejen rundt i organisationen?

Hos Døgn & Familiestøtte Herning var det tydeligt, at det måtte starte hos lederne selv, eller som Alice Eijgendaal formulerer det: “Man skal give sig selv redningsvest på, inden man kan hjælpe andre.”  På den baggrund aftalte ledergruppen nogle enkle, fælles handlingssætninger, som i dag fungerer som klare pejlemærker i hverdagen: at strække ud efter kompleks handling, at skridte af før en weekend og at trappe ned før ferier – og planlægge tiden efter. Formålet har ikke været at indføre nye regler, men at skabe fælles opmærksomhed på tempo, overgange og restitution i ledernes egen arbejdsdag.

Kalenderen som forebyggelsesværktøj

Et konkret greb i arbejdet med pausekulturen hos Døgn & Familiestøtte Herning er kalenderstyring. I dag har man større fokus på, at kalenderen ikke kun skal afspejle møder, men også rumme tid til forberedelse, håndtering af opgaver og efterbehandling.

“Den erfaring, vi gjorde os, var, at når kalenderen bliver planlagt med plads til restitution, så opstår der også mere tid til det akutte,” fortæller Alice.

Overskud i kalenderen har vist sig at skabe fleksibilitet, virke stressreducerende og gøre det lettere at flytte rundt på opgaver frem for blot at lægge nye oveni. Samtidig har arbejdet udfordret forestillingen om, at en fyldt kalender er lig med produktivitet.

“Vi har fået en fælles bevidsthed om, at man sagtens kan være aktiv og produktiv, selvom kalenderen er semi-tom. En ikke-fyldt kalender er et udtryk for, at vi passer på os selv.”

Hjernepauser og et opgør med uhensigtsmæssige narrativer

Som en del af arbejdet med pauser blev der også indført faste hjernepauser i møder – typisk 5 minutter – som skrives direkte ind i dagsordenerne for at sikre, at de faktisk bliver holdt.

En hjernepause er en kort, bevidst pause, der skaber et perspektivskifte – for eksempel gennem bevægelse, samtale, kreativ aktivitet eller ved at lytte til musik. Pauserne er korte og tidsafgrænsede, blandt andet ved at sætte et ur, så dagsordenen ikke skrider.

Erfaringen er, at hjernepauserne især hjælper i overgange mellem opgaver og møder og gør det lettere at skifte fokus og genfinde overblikket.

Arbejdet med ledernes pausekultur har haft en tydelig afsmittende effekt. Når lederne planlægger deres arbejdsuge med tydelige overgange, får tid til at samle op og går mere roligt på weekend, kan medarbejderne mærke det. Samtidig har arbejdet sat fokus på sproget i hverdagen – især de uhensigtmæssige fortællinger om travlhed:

“Vi har været optaget af, om vi reelt har så travlt, som vi siger – eller om vi nogle gange får travlt af at tale om, at vi har travlt.”

Det er blevet mere legitimt at tale om tempo, restitution og behov for hjælp – og at sige højt, at det er ok ikke altid at have travlt.