Moralsk stress og moralsk skade – når arbejdet udfordrer vores værdier

I mange professioner indebærer arbejdet, at man træffer beslutninger, der kan få stor betydning for andre mennesker. Nogle gange sker det i situationer, hvor der ikke findes en entydig rigtig løsning, eller hvor de organisatoriske rammer gør det svært at handle i overensstemmelse med det, man fagligt og menneskeligt mener, er rigtigt. I sådanne situationer kan der opstå det, man kalder moralsk stress.

Moralsk stress bliver ofte forklaret som et spørgsmål om manglende ressourcer. Ressourcer spiller en væsentlig rolle, men forklarer ikke hele billedet. Også i arbejdssituationer, hvor rammerne opleves som rimelige, kan der opstå moralsk stress, når faglige vurderinger, prioriteringer og organisatoriske krav ikke kan bringes til at hænge sammen i praksis.

Når man ved, hvad der er rigtigt – men ikke kan gøre det

Moralsk stress opstår, når en fagperson ved, hvad der ville være etisk rigtigt, men oplever at være forhindret i at handle derefter. Det kan for eksempel skyldes tidspres, mangel på ressourcer, organisatoriske krav eller modstridende opgaver.

Det kan være:

• En socialrådgiver, der må afslutte en sag, selv om bekymringen for barnet stadig er stor.
• En sygeplejerske, der må gå videre til næste patient, selv om hun ved, at den, hun forlader, har brug for mere tid og omsorg.
• En medarbejder, der er vidne til problematisk adfærd, men ikke oplever sig i stand til at gribe ind.
• En leder, der må træffe beslutninger, som får alvorlige konsekvenser for medarbejdere eller borgere, selv om det strider mod ens faglige eller personlige værdier.

Fælles for situationerne er oplevelsen af en indre spænding mellem det, man mener er rigtigt, og det, man faktisk har mulighed for at gøre. Den spænding er ikke et tegn på svaghed. Tværtimod er den ofte et udtryk for stærke faglige værdier og et stort engagement i arbejdet. For mange vil den første reaktion være frustration, uro eller en følelse af utilstrækkelighed. Hvis der er mulighed for refleksion, dialog og fælles bearbejdning, kan sådanne oplevelser ofte integreres i den professionelle erfaring.

Når belastningen sætter sig dybere

Hvis sådanne situationer gentager sig over tid – særligt i arbejdsmiljøer, hvor der er begrænset mulighed for at tale om deres etiske tyngde – kan den moralske spænding imidlertid sætte sig dybere. I forskningen beskrives dette i nogle tilfælde som moralsk skade.

Begrebet blev oprindeligt udviklet i studier af soldater, der havde været udsendt i krig. Mange beskrev, hvordan belastningen ikke kun handlede om livsfare, men også om oplevelser, hvor deres moralske kompas blev udfordret eller brudt.

Moralsk skade kan opstå både som følge af gentagne belastninger og i enkelte situationer, hvor ens værdier opleves alvorligt udfordret eller brudt. Moralsk skade kan opstå, når en person:

• har handlet imod sine værdier.
• ikke har været i stand til at handle, som man mente, man burde.
• har været vidne til handlinger, der strider mod ens moralske overbevisning.
• oplever svigt fra personer eller systemer, man forventede at kunne stole på.

Hvor posttraumatisk stress ofte er forbundet med oplevelser af frygt og livsfare, handler moralsk skade i højere grad om samvittighed, værdier og identitet. Den kan være forbundet med følelser som skyld, skam, tab af tillid eller en oplevelse af ikke længere helt at kunne genkende sig selv i sit arbejde.

Fællesskabet spiller en afgørende rolle

Selvom moralsk stress kan opleves meget personligt, opstår det sjældent i et vakuum. Det udspringer ofte af organisatoriske vilkår og etiske dilemmaer, som mange i en arbejdsgruppe deler.

Derfor spiller fællesskabet også en vigtig rolle i forebyggelsen. Når arbejdspladsen skaber rum for refleksion over svære beslutninger og understøtter kollegial sparring, kan belastningen i højere grad bæres i fællesskab.

Evnen til både at handle og at kunne være i det, man ikke kan ændre, udvikles og bæres bedst i fællesskaber, hvor erfaringer kan deles, og hvor det er legitimt at tale om arbejdets etiske tyngde. For når arbejdet udfordrer vores værdier, er det ikke noget, man kan – eller skal – stå alene med.

I denne øvelse – “Afmagtens temperatur” – kan du finde inspiration til, hvordan man sammen kan reflektere over og meningsfuldt tale med hinanden om de situationer, hvor vi ikke føler, vi kan gøre det, vi egentlig synes er det rigtige at gøre.

Se øvelsen her.

Når ikke alt kan – og skal – ændres

Som ovenstående øvelse også er med til at tydeliggøre, er det samtidig væsentligt at skelne mellem det, der kan ændres, og det, der ikke kan. Nogle forhold kan påvirkes gennem faglige prioriteringer, samarbejde og ledelse. Andre udgør vilkår, som ligger uden for den enkelte fagpersons rækkevidde.

Når denne skelnen bliver uklar, kan man komme til at bruge meget energi på det, man ikke har mulighed for at ændre. Det kan skabe en oplevelse af at sidde fast – og over tid øge risikoen for både udmattelse og selvbebrejdelse.

I mange professioner er der en stærk orientering mod at handle og løse problemer. Det er en vigtig og nødvendig drivkraft. Men den kan også skabe en forventning om, at lidelse altid kan reduceres eller fjernes, hvis blot rammerne er de rigtige.

Det er ikke alene en uhensigtsmæssig forventning – det er også en illusion. I praksis er der mange situationer, hvor det ikke er muligt. Her består en del af den faglige opgave i at kunne være til stede i det, der er svært – uden nødvendigvis at kunne ændre det.

Pointen er ikke at give afkald på ønsket om at forbedre vilkår eller skabe forandringer, men samtidig at få øje på, hvor ens indsats faktisk gør en forskel – også når man står i situationer, som overordnet ikke lader sig ændre.