Mette Uldbæk: “Vi er uddannet til at handle, redde og tage ansvar”

I sundhedsvæsenet er ansvar, overblik og handlekraft stærke faglige idealer. Men ifølge oversygeplejerske Mette Uldbæk kan netop de idealer også gøre det sårbart at vise, når noget er svært.

For mange sygeplejersker og læger er det en grundlæggende del af fagligheden at kunne stå i svære situationer. At bevare roen, handle og tage ansvar, når patienter og pårørende har brug for hjælp. Men de samme idealer kan også gøre det vanskeligt at mærke og vise egne reaktioner.

Det oplever Mette Uldbæk, oversygeplejerske på Intensiv Terapiafsnit, Bispebjerg Hospital, i mødet med både nye og erfarne medarbejdere. Særligt blandt nyuddannede har hun set, hvordan ønsket om at leve op til fagets idealer kan fylde meget.

“De vil så gerne vise, at de kan stå i opgaven og tage ansvar. Og netop derfor kan det være svært at give plads til de reaktioner, der naturligt kan opstå, når man arbejder med mennesker i meget sårbare situationer,” siger Mette Uldbæk

For Mette Uldbæk rammer det direkte ned i det dilemma, Institut for Belastningspsykologi kalder professionsidentitetens Catch-22: Når stærke faglige idealer om ansvar, overblik og handlekraft kan få støtte og sparring til at føles som noget, der udfordrer den faglige identitet.

Vi er uddannet til at handle
Ifølge Mette Uldbæk ligger dilemmaet dybt i mange sundhedsprofessionelles forståelse af arbejdet.

“Vi er nogle professioner, der skal kunne stå i det. Det er det, vi er sat i verden for. Vi skal kunne handle. Vi skal kunne redde. Vi skal kunne behandle. Vi skal kunne fikse,” siger hun.

I den forståelse ligger der en stærk bevægelse fremad. Patienten skal hjælpes. Situationen skal håndteres. Der skal skabes ro, overblik og behandling. Derfor kan det opleves som et brud med den faglige selvforståelse, når medarbejderen selv får brug for at stoppe op.

Vi møder på arbejde med hele os selv
For Mette Uldbæk er det afgørende, at organisationer tør anerkende, at sundhedsfagligt arbejde ikke kun udføres med viden, erfaring og kliniske kompetencer. Det udføres også med kroppen, sanserne og følelseslivet:

“Ens arbejdsredskab er også dig som menneske. Med dit følelsesliv, med din krop. Vi ser ting, vi mærker ting, vi hører ting,” siger hun.

Det gælder både de kliniske observationer og alt det, medarbejderen tager ind i mødet med patienter og pårørende: lidelse, sorg, håbløshed, akut forværring og situationer, hvor mennesker er dybt berørte. Derfor mener hun, at medarbejdere allerede fra begyndelsen skal mødes med et tydeligt budskab: Det er naturligt at reagere, når man arbejder tæt på menneskers smerte, kriser og sårbarhed.

Støttekultur er en fælles opgave
Mette Uldbæk understreger, at det ikke er nok at lægge ansvaret hos den enkelte medarbejder. Hvis støtte skal blive en naturlig del af arbejdet, kræver det en kultur, hvor reaktioner kan siges højt og mødes professionelt. Her har ledelsen i høj grad et medansvar, understreger hun:

“Kulturelle vaner kan den enkelte medarbejder ikke ændre på egen hånd. Her er der brug for ledere, der viser vejen, og organisationer, der skaber rammer, som gør det vigtigt, fagligt og legitimt at tage imod støtte,” siger hun.

Derfor handler arbejdet med en aktiv støttekultur ikke kun om at tilbyde hjælp, når nogen er blevet belastet. Det handler også om at skabe et fælles sprog, hvor støtte, sparring og reaktioner bliver forstået som en del af fagligheden – ikke som en modsætning til den.

For i psykisk krævende arbejde er spørgsmålet ikke, om medarbejdere bliver påvirket. Spørgsmålet er, om arbejdspladsen har en kultur, hvor det er muligt at tale om reaktionerne før, under og efter belastningerne opstår.