Susanne er en af instituttets forebyggelseskonsulenter.
Hun er cand.med.vet. og psykoterapeut MPF med speciale i sorg, tab og traumer. Susanne har med sin mangeårige erhvervserfaring en bred baggrund med arbejde som bl.a. psykoterapeut, sekretariatsleder, redaktør, kursusleder og salgskonsulent. Desuden har Susanne i mange år arbejdet med uddannelser og kurser inden for det psykologiske felt.
“Jeg bliver glad helt ned i maven, når jeg kan mærke, at forebyggelsen giver mening på den anden side af bordet. Når jeg kan mærke andre menneskers håb, hvilket netop er det, som forebyggelsen kan understøtte – håbet for det gode arbejdsmiljø og håbet for, at vi ikke brænder ud eller bliver omsorgstrætte i vores arbejde,” siger hun og fortsætter:
“En af de oplevelser, som særligt står frem, var, da jeg underviste på et hospice. Jeg kunne virkelig mærke, hvordan vores materiale gav mening for dem.”