Professionel kærlighed – psykologisk tryghed fra en patientsikkerheds vinkel

Louise Vibede lagde under sit indlæg på vores bogrecption prompte ud med at sige: ”Rikke Høgsteds bog er så utrolig vigtig. Vi står med Danmarks yngste patienters liv i hænderne. Og derfor står vi med et stort ansvar for at passe på hinanden, så vi kan passe på patienterne også.”

 

Så hvad er psykologisk tryghed for dig, spurgte vi Louise Vibede: ”Det er professionel kærlighed. At man kan være sig selv og den, man er og kan blive set på med et kærligt professionelt blik. Det vidner om, at vi ikke er ufejlbarlige. Vi kan ikke udvikle os og være den bedste udgave af os selv, hvis vi ikke er trygge.” Louise Vibede fortsætter med ro i stemmen:

 

”Dernæst er jeg heller ikke bange for at levere ud af mine fejl – jeg bliver nødsaget til at dele mine fejl; vise, jeg er menneskelig, for så behøver de andre ikke at lave samme fejl, og det skylder jeg patienterne.”

 

Louise Vibede fortæller videre, at psykologisk tryghed er vigtigt i sundhedsvæsenet, da de går på arbejde hver dag for at gøre det bedste for patienterne. Det kræver høj faglig kvalitet, mestring af tekniske færdigheder, tydelig kommunikation og brugen af de kompetencer, der er og ikke mindst at bruge dem rigtigt.

 

”Mit mål er at få de yngre læger til at blive klogere og bedre end mig, for jeg bliver ikke dummere af, at de bliver bedre end mig,” slutter Louise Vibede eftertænksomt.