Catch 22: Når medarbejdere og ledere får svært ved at tage imod støtte

I mange fag er handlekraft, ansvar og evnen til at bevare overblikket en vigtig del af det at være professionel. Det er kvaliteter, som både arbejdspladser og fagpersoner med god grund værdsætter højt. Men de samme idealer kan også skabe et dilemma. For når det at være dygtig bliver tæt knyttet til at kunne klare pres, rumme meget og stå fast i pressede situationer, kan det føles svært at tage imod støtte.

For nogle kan det næsten opleves som et identitetsbrud. Som om man ved at tage imod hjælp indirekte afslører, at man ikke helt lever op til fagets krav. Det er dét, vi i vores grundbog og kursus i psykisk førstehjælp kalder professionsidentitetens Catch-22: “Hvis jeg tager imod støtte, tænker folk – også mig selv – at jeg ikke kan klare jobbet. Hvis jeg lader være, får de ret.”

Når faglige idealer spænder ben

Problemet er ikke handlekraft, ansvar eller overblik. Tværtimod. Det er afgørende kvaliteter i mange professioner. En politibetjent skal kunne handle og være mentalt stærk under pres. En socialrådgiver skal kunne bevare overblikket og rumme andre menneskers smerte. En sundhedsansat skal kunne holde hovedet koldt i kaotiske situationer.

Problemet opstår, når de samme idealer bliver gjort til hele målestokken for, hvad det vil sige at være en dygtig fagperson. Så bliver der ikke længere plads til den vigtige erkendelse, at også kompetente og erfarne medarbejdere og ledere kan blive påvirkede og have brug for støtte. Det, der burde være et naturligt behov i krævende arbejde, kan i stedet komme til at ligne et tegn på, at man ikke slår til.

Når kulturen samtidig sender signaler om, at “rigtige” professionelle håndterer belastninger alene, bliver dilemmaet endnu tydeligere. Søger man hjælp og sparring, kan man komme til at føle sig mindre kompetent i andres – og egne – øjne. Undlader man at række ud, risikerer man at stå alene med en belastning, der over tid vokser sig større.

At tage imod støtte er også professionalisme

Derfor er det så vigtigt at udfordre myten om den usårlige hjælper og den almægtige leder. For faglig dygtighed handler ikke om at presse sig selv længst muligt. Det handler om faglig dømmekraft. Om at disponere sine kræfter, så man kan træffe gode beslutninger, undgå fejl og passe på både sig selv og andre. Og det handler om at søge hjælp i tide, før belastningen bliver for stor.

At blive påvirket af det, man står i, er ikke et svaghedstegn, men et menneskeligt vilkår. Og ofte er det netop et udtryk for nærvær, ansvarlighed og emotionel intelligens. Den socialrådgiver, der mærker, at en samtale sætter sig, lederen, der tydeligt kan sige, at noget påvirker hende, eller medarbejderen, der beder om sparring, før belastningen bliver for stor, udviser ikke mindre professionalisme. Tværtimod. Det er netop evnen til at registrere sin påvirkning og handle klogt på den, der kendetegner faglig styrke.

Den dygtige fagperson er derfor ikke nødvendigvis den, der kan holde mest ud alene. Det er også den, der ved, hvornår det er nødvendigt at bruge andre.

Når sproget holder problemet i live

Men Catch-22 lever ikke kun i kulturen omkring arbejdet. Den viser sig også i den måde, vi taler om støtte på. 

Når vi for eksempel siger: “Det er ikke svaghed at bede om hjælp,” ligger svaghed stadig som den underliggende association. Når vi opfordrer folk til at “vise sårbarhed”, kan det for nogle komme til at lyde, som om støtte hører til i det private og skrøbelige – og ikke i det professionelle. Intentionen er god, men ordene kan spænde ben, fordi de ikke for alvor ændrer fortællingen.

Derfor skal vi tale mere præcist om støtte. Ikke som noget, der står uden for fagligheden, men som noget, der er en del af den. Støtte er ikke et brud med det professionelle arbejde. Det er en del af arbejdet med at sikre, at ingen bliver efterladt alene med noget, der burde bæres i fællesskab. Og måske er det netop dér, forandringen begynder: Ikke når vi siger til hianden, “at støtte ikke er svaghed”, men når vi begynder at tale om støtte som noget professionelt i sig selv.