Catch-22: Når professionalisme gør det svært at bruge andre

Problemet er derfor ikke de faglige idealer i sig selv. Problemet opstår måske snarere, når de kommer til at fylde så meget, at der bliver mindre plads til den del af arbejdet, som handler om at blive påvirket, søge sparring og bruge andre undervejs. For nogle kan det næsten opleves som et identitetsbrud. Som om behovet for støtte afslører, at man ikke helt lever op til fagets krav.

Det er dét, vi kalder professionsidentitetens Catch-22: ”Hvis jeg tager imod støtte, tænker folk – også mig selv – at jeg ikke kan klare jobbet. Hvis jeg lader være, får de ret.”

Den falske modsætning

Mange fagpersoner kan derfor komme til at stå i en form for falsk modsætning: Enten skal man klare belastningen alene. Eller også risikerer man at fremstå mindre professionel. Men måske er det i virkeligheden omvendt.

For ingen arbejder særligt skarpt under længerevarende overbelastning. Og professionel dømmekraft handler måske også om at kunne registrere sin påvirkning i tide og handle klogt på den. I den forstand bliver kollegastøtte ikke kun et spørgsmål om omsorg. Det bliver også en del af det professionelle arbejde med kvalitet, overblik og risikostyring.

Den dygtige fagperson er derfor ikke den, der kan holde mest ud alene, men ham eller hende, der ved, hvornår det er vigtigt at inddrage og bruge andre.

Kollegastøtte som professionel praksis

Vi taler ofte om støtte, som om det er noget, én person giver til en anden. Men i professionelle fællesskaber fungerer kollegastøtte sjældent helt sådan. Kollegastøtte handler selvfølgelig også om omsorg. Men det handler i lige så høj grad om koordinering, belastningsfordeling, fælles overblik og om at sikre kvaliteten i arbejdet.

Når mennesker arbejder tæt på kriser, konflikter eller andre menneskers lidelse, bliver påvirkning en del af arbejdsvilkåret. Og her bliver kollegastøtte en måde at hjælpe hinanden med fortsat at kunne tænke klart, bevare dømmekraften og holde kvaliteten i arbejdet. Når vi fordeler presset, bliver det lettere at træffe gode beslutninger. Og når ingen står alene med det svære, bliver arbejdet mere bæredygtigt – både menneskeligt og fagligt.

I den forstand er kollegastøtte ikke noget, der ligger ved siden af kerneopgaven. Det er en vigtig del af den professionelle praksis og i øvrigt ikke noget, der efterlader giveren “tom” og modtageren “fuld”. Det er tværtimod noget, der styrker relationerne på gruppen, tilliden til hinanden og oplevelsen af fælles ansvar.

At tage imod støtte er også en måde at støtte på

Vi tænker ofte hjælp som noget ensidigt: Én giver. Én modtager. Men i praksis er det langt mere gensidigt. Når vi tager imod støtte, giver vi samtidig andre mulighed for at handle på deres ansvarlighed, omsorg og faglighed. Og hvis ingen tør tage imod hjælp, bliver det sandsynligvis også sværere over tid at opretholde en kultur, hvor mennesker naturligt rækker ud til hinanden.

At tage imod støtte er derfor måske ikke kun noget, man gør for sig selv. Det kan også være en måde at støtte arbejdsfællesskabet på.
Kollegastøtte er i den forstand ikke et nulsumsspil. Det er et plus-regnskab, der over tid styrker tillid, tryghed, kvalitet og ansvarlighed i kulturen.

Når sproget holder problemet i live

Professionsidentitetens Catch-22 lever ikke kun i kulturen omkring arbejdet. Den lever også i sproget. For sproget former den måde, vi forstår hjælp, støtte og professionalisme på.

Når man hører en sætning som: “Kaffen er ikke varm” …forestiller man sig ikke automatisk en kold kaffe. Temperaturen placeres typisk et sted mellem varm og lunken. På samme måde kommer ord som “svaghed” stadig til at ligge som en underliggende association, når vi siger: “Det er ikke svaghed at bede om hjælp.”

Negationer dæmper ofte associationen, men ændrer ikke nødvendigvis den grundfortælling, ordene aktiverer. Derfor er vores valg af ord heller ikke tilfældige. De er med til at forme den fortælling, vi forstår os selv, hinanden og støtte igennem.

Hvis støtte igen skal opleves som en naturlig del af professionel praksis, kræver det et mere bevidst sprog om belastning, reaktioner og kollegastøtte. Et sprog, hvor støtte forbindes med faglig dømmekraft, kvalitet, fælles ansvar og det at bruge andre i tide. For så længe støtte pakkes ind i ord, der peger mod svaghed, sårbarhed eller utilstrækkelighed, vil det fortsat kunne føles forkert at bruge den.

En kultur, hvor det er naturligt at registrere sine reaktioner og bruge andre undervejs, begynder derfor også med et bevidst valg af ord.