fbpx

Primær og sekundær traumatisering: Risikofaktorer og advarselstegn

Erhverv, hvor man dagligt eller regelmæssigt arbejder med traumer, død, lidelse, vold, omsorgssvigt eller trusler, stiller særlige krav til de ansatte og udsætter dem for en potentiel negativ belastning. Det gælder både de ansatte, der arbejder ude på hospitalsstuerne, i institutionerne og behandlingslokalerne, på fængselsgangene eller i felten og de ansatte, der gennem kontorarbejde og for eksempel journalskrivning også får indblik i sygdomme, lidelse eller overgreb. Man kan dele de ansatte ind i 1. og 2. linjehjælpere.

1. linjehjælpere er dem, der bliver udsat for en direkte traumeeksponering, da deres arbejde foregår på ulykkes- eller gerningsstedet, i krigszonen eller i et nødhjælpsområde. Ved ulykker er der ofte tale om politi, brandvæsen og ambulancefolk, og i krigs- og nødhjælpsområder kan det dreje sig om soldater, læger, sygeplejersker, psykologer og andre nødhjælpsarbejdere. Ansatte på vagtcentraler og andre, der har til opgave at koordinere eller overvåge det akutte arbejde tæller også med i første linje. Mange journalister og fotografer arbejder også i første linje. 1. linjehjælpere er på stedet og oplever derfor hændelsen med alle deres sanser, hvilket kan være en stærk påvirkning, både hvad angår lyd, lugt og syn.

2. linjehjælpere er dem, der bliver udsat for en indirekte traumeeksponering gennem det efterfølgende samvær med den traumatiserede. De er ikke selv på for eksempel uhelds- eller gerningsstedet, men kan være dem, som første linjen så at sige afleverer til. Det kan dreje sig om f.eks. sundhedsprofessionelle og socialarbejdere. For journalister og fotografers vedkommende er anden linje dem hjemme på redaktionen. Der kan også være tale om terapeuter, der arbejder med traumer, der ligger mange år tilbage, som det kan være tilfældet i visse sager vedrørende behandling af seksuelle overgreb i barndommen. 2. linjehjælpere kan igen deles ind i to grupper: Dem, der ansigt til ansigt arbejder med og møder den traumatiserede, og dem, der som administrativt ansatte arbejder med hændelsen gennem journal- eller rapportskrivning. 

Traumeeksponering vil påvirke alle i organisationen, både medarbejdere, ledere og også organisationens kultur, hvilket både i hverdagen og under pres vil kunne forringe alles evne til at tænke og handle klart og agere professionelt.

Den ydre hændelse

Hvor kraftig en påvirkning den potentielt traumatiserende hændelse har på de involverede afhænger primært af selve hændelsen. Som jeg var inde på i den første artikel i serien har alle mennesker et ’breaking point’ – det er kun et spørgsmål om intensitet og frekvens af påvirkningen. Der kan både være tale om enkeltstående voldsomme hændelser eller om mange mindre, men langvarige, hændelser. Sidstnævnte kan på grund af både organisatorisk og individuel tilvænning udgøre en særlig trussel for, at man ikke opdager slagsiden rettidigt og dermed har mulighed for at få rettet forholdene op.

Jeg har gennem årene som leder lært at kigge bedre efter dem, der bare sivebløder stille og roligt uden det store drama. Dem skal man også have blik for.

Selve hændelsens karakter vil have betydning. Naturskabte hændelser er for eksempel mindre belastende end menneskeskabte hændelser, ligesom hændelser, der involverer voksne, udgør en mindre belastning, end hvis ofrene for hændelsen er børn. Også forhold som, hvorvidt hændelsen var varslet eller ej, vil have betydning. Hændelser, der er varslede, fordi de sker i et højrisikoområde eller i situationer med klienter/patienter, man godt ved, er udadreagerende, er i sig selv mindre psykisk belastende end uforudsigelige og pludseligt opståede hændelser, der måske ydermere sker et ellers normalt trygt og fredeligt sted. Varslinger giver mulighed for at have de psykologiske parader oppe og være klar til at handle hurtigt og hensigtsmæssigt i situationen.

Jeg blev virkelig vred. Kraftedeme. Jeg havde arbejdet i krigszoner i hele verden og havde nu søgt fred og ro i fredelige Norge. Jeg havde bevidst fjernet mig fra højeksplosive områder for at få lidt kontrol. Og så stod jeg der i Oslo med knuste ruder på kontoret.

Håndteringen af den ydre hændelse

Udover selve hændelsen er der også en lang række organisatoriske forhold, der har betydning for, hvor stor en risiko de ansatte løber. Der er her tale om forhold som f.eks. traumeuddannelse og supervision, kulturen på arbejdspladsen, høj opgavebevidsthed og klare roller, arbejdets organisering mm. To forskellige organisationer vil kunne håndtere én og samme hændelse på to ret forskellige måder afhængig af, hvor beredte og hvor bevidste de er på påvirkningen. Endelig er der også en række individuelle forhold knyttet til både opgaveløsningen og til den ansattes liv i det hele taget, som også har betydning for risikoen for at udvikle mental slagside. Var personen f.eks. aktiv i hændelsen eller tvunget til at forholde sig passivt? Hvordan evaluerer personen selv sin indsats bagefter, og hvor i arbejdslivet i øvrigt befinder han eller hun sig? Er der tale om en junior eller senior?

Det skal for fuldstændighedens skyld også nævnes, at eksterne forhold som arbejdets status, evt. klager og mediernes dækning af en hændelse også kan have betydning for de involveredes risiko for mental slagside.

Faresignaler om mental slagside

Begrebet mental slagside er et overordnet begreb for den psykologiske ubalance, man er i risiko for at udvikle i et mentalt højrisikojob. Ligesom et skib kan få fysisk slagside, hvis lasten ikke er rigtig balanceret, vil mennesker få psykisk slagside, hvis det mentalt krævende arbejde ikke er tilrettelagt på en balanceret og hensigtsmæssig – det vil sige en bæredygtig – måde. En lang række symptomer eller faresignaler, kan være tegn på, at den ansatte er ved at få eller allerede har fået mental slagside. Faresignalerne kan både komme fra kroppen, fra hovedet, fra følelserne eller fra forholdet til andre.

Opdager man ikke den mentale slagside i tide, vil den kunne blive så stor, at personen ender med at udvikle en belastningstilstand eller en traumatisk betinget psykisk lidelse. Des flere faresignaler, der er tilstede, des større er risikoen for at kæntre.

Bæredygtig tilrettelæggelse af arbejdet

Opbygning af modstandskraft og forebyggelse af mental slagside handler overordnet om at tilrettelægge arbejdet på en bæredygtig måde. Bæredygtighed vil sige, at der er balance mellem udnyttelse og beskyttelse af ressourcerne. Ressourcer skal her forstås bredt som tid, økonomi og ikke mindst den enkelte eller teamets faglige og menneskelige kompetencer. En organisation eller person, der blot udnytter ressourcerne uden at have øje for den bæredygtige balance, risikerer mistrivsel, stresssygemeldinger og en stor personaleomsætning. Organisationer og personer, der kun har fokus på at beskytte ressourcerne uden at have øje for den bæredygtige balance, risikerer også mistrivsel, da de ansatte her sandsynligvis vil opleve, at de ikke bliver fagligt udfordret, og deres ressourcer ikke anvendt godt nok. Man vil som organisation derudover selvfølgelig også risikere at blive udkonkurreret af andre i branchen, der har fundet en bedre balance.